




Bold har de seneste uger beskrevet, hvordan der eksisterer et salgspres i FC København - hvert år skal der genereres store transferindtægter.
Dermed ligner det også, at Victor Froholdt bliver skudt af for et rekordbeløb denne sommer.
Men ikke hvis det står til Jacob Neestrup - og ikke hvis ledelsen i FCK har planer om, at klubben også i næste sæson skal stå med guldet om halsen.
Det gør cheftræneren klart over for Bold og resten af den skrevne presse, efter det danske mesterskab søndag aften blev sikret.
- Der bliver sagt og sendt meget afsted i løbet af en sæson, men jeg har kæmpe respekt for det her mesterskab, og det har jeg, fordi jeg synes, den nærmeste modstander har vokset sig til en størrelse, hvor vi også skal gøre os nogle tanker i København, hvis vi vil forblive nummer et.
- For jeg skal satanedme love for, at de presser på ovre i Herning. Det er vigtigt, at vi selvfølgelig forholder os til det.
- Det er to klubber, som ligger så tæt, som de gør. De er langt foran på noget, vi er foran på noget andet. Vi er helt lige på noget tredje.
- Men så kan du ikke bare tage for givet mere, at FC København vinder det danske mesterskab, og det gør mig stolt, for det har været en hård modstander at være oppe imod.
Hvad er det for nogle tanker, som FCK ifølge dig især bør have?
- Jeg synes, det er FC Københavns tur til at holde på vores bedste spillere. Brøndby har solgt én nøglespiller i tre år - det var en keeper (Mads Hermansen, red). Mathias Kvistgaarden var blevet solgt to gange i FC København i min tid. Det samme med Oliver Sørensen i FC Midtjylland.
- Hvis vi vil vinde år efter år, så skal vi finde en måde, hvor vi kan holde på vores bedste spillere mere end Orri Oskarsson i fire måneder eller Victor Froholdt nu her.
- Det er fair at spørge nu, om det ikke er Københavns tur til at holde på gruppen, ligesom FCM gjorde i sommer, og som Brøndby har gjort i tre år. Vi skal have mere ud af vores bedste spillere, de skal have lov til at peake i længere tid i FC København. Gør de det, så står vi med gode kort på hånden til næste sæson.
Men tror du helt ærligt, at dit ønske kan blive opfyldt?
- Vi sagde for to og et halvt år siden til en flot præsentation her i Parken, at vi skulle vinde 10 ud af 10 gange. Hvis vi vil det, så skal vi holde på vores bedste spillere, lyder det fra Jacob Neestrup, inden han afviser, at det er et særligt budskab, han har.
I stedet svarer han blot på de spørgsmål, han bliver stillet.
- Jeg svarer ærligt i medgang og modgang, og jeg synes, at det er en helt fair konstatering at sige, at vores rival ude på Vestegnen ikke har solgt en nøglespiller i tre år, fordi de har gået benhårdt efter to mesterskaber - det lykkedes de ikke med, heldigvis.
- FC Midtjylland har holdt sammen på stammen på deres hold med ét flot salg af Emiliano Martinez her i vinter.
- Vi skal kunne holde på vores bedste spillere. Så længe vi ikke gør det, så kan jeg ikke stå og garantere et dansk mesterskab til FC København i næste sæson.
FC København kan som den første klub i historien prale af hele 16 danske mesterskaber.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere


FC Midtjylland
FC København
Brøndby IF
3F Superliga





































