





Fredag spiller Nykøbing FC sin sidste træningskamp, inden starten til den nye sæson i 1. division går i næste weekend. Modstanderen er amerikanske Chicago Bridges, og det er en kamp som den canadiske midtbanemand Jordan Wilson ser ekstra meget frem til. Han har nemlig tidligere spillet i klubben.
- Det er lidt sjovt og specielt at møde det hold, hvor det hele startede. Da jeg spillede der, var det min drøm at spille fodbold i Europa og spille for et hold, som jeg var glad for. Man kan sige, at jeg lever den drøm nu, hvor jeg spiller for et godt hold, der er på vej mod Superligaen, siger Jordan Wilson til Nykøbing FC's hjemmeside.
- Dengang jeg var i Chicago Bridges for seks år siden, tog vi også til Danmark om sommeren. Vi var et slags rejsehold, hvor spillerne var 18-19-20 år. Vi spillede mod gode danske hold, og det gav en masse god erfaring. Det var med til at gøre mig til den spiller, som jeg er i dag, siger Jordan Wilson, der altså fredag står overfor sin tidligere klub.
Kampen mod Chicago Bridges spilles klokken 16, mens man åbner sæsonen i 1. division søndag den 30. juli mod Skive.



Betinia Liga
Nykøbing FC





























