
For lidt over en uge siden blev Sanders Ngabo præsenteret i BK Häcken.
Allsvenskan-klubben købte den unge dansker i AC Horsens, og siden da er det gået stærkt.
Torsdag aften fik Ngabo debut for BK Häcken, som mødte Spartak Trnava i første runde af kvalifikationen til Europa League.
Ngabo fik en halvleg på banen, hvorefter han måtte lade sig udskifte. Fra bænken kunne han se holdkammeraten Severin Nioule score kampens eneste mål.
Efter en times spil gjorde den ivorianske angriber det til 1-0 for de svenske gæster. Og det gjorde han på flot maner. Nioule sendte bolden i mål med hælen.
Det sluttede 1-0 til Häcken, og det betyder, at svenskerne har gode kort på hænderne inden returopgøret i Sverige i næste uge.
Silas Andersen, som undervejs var tæt på at score på et hovedstød, spillede hele kampen for Häcken, mens Mikkel Rygaard nåede de 74 minutter.


Spartak Trnava
BK Häcken
EL-kval

































