Niels Frederiksen forventede i anden OL-kamp mod Sydafrika forbedring i spillet i forhold til åbningen mod Irak, og det fik han. Især i første halvleg, spillede danskerne helt efter landstrænerens bog.
- Jeg er meget tilfreds med første halvleg. Ambitionen var at opretholde organisationen, og så samtidig være bedre med bolden. Og vi var langt, langt bedre med bolden i dag. Vi havde mere ro, og skabte også flere chancer, siger Niels Frederiksen til bold.dk.
- Det var jeg rigtig tilfreds med. Vi kom så skidt ud til anden halvleg, hvor vi blev trykket i en periode, men så satte vi friske kræfter ind, og det hjalp.
De friske kræfter var først og fremmest 17-årige Jacob Bruun Larsen og 20-årige Robert Skov, der sammen stod for Danmarks mål i 1-0-sejren.
- De to unge gutter, der kom ind, gjorde det helt fremragende, grænsende til det fantastiske. De kom med ny energi og nye kræfter i en situation, hvor sydafrikanerne var lidt trætte, siger Frederiksen.
- Det blev en smule hektisk til sidst, men ikke rigtig hektisk, trods alt.
Var det med det for øje, at Danmark nok skulle vinde for at have chancer videre i turneringen, at du skiftede offensive spillere ind?
- Ja. Vi havde jo talt om, at vi skulle vinde den her, hvis vi skulle have en chance. Jeg synes ikke, vi var spillet i bund, men vi manglede lidt energi, siger Frederiksen.
Danmark er med fire point nummer ét i gruppen, inden Brasiliens kamp mod Irak, som spilles netop nu. Reglerne ved OL er, at ved pointlighed, er det først målscore og siden antal scorede mål, der tæller, så dermed er Danmark endnu ikke videre til kvartfinalen.
- Vi har fire point, og det er sådan lidt so-so om man går videre med de regler, der er her. Det kan være, vi skal have point mod Brasilien, og det må vi jo så tage. Men havde vi ikke vundet i dag, var det jo endnu værre, smiler Frederiksen.
- Jeg håber på en brasiliansk sejr mod Irak, og en sejr som er større end vores, så de med uafgjort mod os vinder gruppen.
Danmark møder Brasilien onsdag aften klokken 22 brasiliansk tid. Den kamp spilles i Salvador.
jesper@bold.dk


Sommer OL
Danmark U23































