CampoBet 3. division -Lange busture og ingen løn: ASA Aarhus tror på overlevelse
Foto: ASA Aarhus
2026-07-28 18:40:00
Foto: ASA Aarhus

Lange busture og ingen løn: ASA Aarhus tror på overlevelse

Lennart Lindsted, der er cheftræner i ASA Aarhus, tror på, at 3. divisions-oprykkerne overlever i den kommende sæson, selv om der venter lange rejsedage til Sjælland. 

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

3. div - 1. runde

lørdag 1. aug

ASA

vs

RIN

ASA Aarhus er klassens nye dreng i CampoBet 3. division.

Efter en sejr over Glostrup IK i Danmarksseriens playoffkampe sikrede aarhusianerne sig oprykningen, og nu venter en ny hverdag i divisionsfodbolden.

Cheftræner Lennart Lindsted har stået i spidsen for holdet siden årsskiftet, og han ser frem til at teste klubbens spillestil på et højere niveau.

- Vi er gået fra at være et omstillingshold til et meget tydeligt posession-orienteret hold. Vi prioriterer at have bolden rigtig meget, og det har vi forsøgt at finde nogle løsninger på, som vi heldigvis indtil videre er lykkes godt med.

Lennart Lindsted lægger samtidig vægt på, at klubben ikke vil gå på kompromis med sin spillestil.

- Vi spiller god fodbold, det tror jeg, de fleste som har set os vil sige. Så må vi se, om projektet kan bære det i 3. division. Det ved vi jo ikke helt endnu, men som udgangspunkt går vi ikke på kompromis med vores stil.

- Så må vi se, hvor langt det rækker, fordi det er fedt at have bolden meget og have nogle presprincipper, men det skal være sjovt.

En ny verden
ASA Aarhus var også tæt på oprykning sæsonen forinden, men måtte dengang se drømmen glippe.

Denne sommer lykkedes det, og selv om glæden over oprykningen stadig fylder, har klubben allerede mærket, at der følger mange nye opgaver med livet som divisionsklub.

Det er på trods af, at der fortsat er meget arbejde, der skal gøres i kulissen. 

- Der er sindssyg god stemning, men der er mange ting, man skal forholde sig til i klubregi, når man går fra Danmarksserien til 3. division. Der er mange i kulissen, der virkelig knokler for at gøre tingene klar.

- Det er en læringsproces for alle, selvfølgelig er der nogle af vores spilere, der har været på højeste niveau i ungdomsregi, men det er færreste, der har spillet divisionsfodbold, siger cheftræneren.

Selv om erfaringen fra divisionsfodbold er begrænset, er Lindsted overbevist om, at truppen har niveauet til at bide fra sig.

- På den måde er det nyt og spændende og alt muligt andet, og det er vi ydmyge omkring, men vi har samlet en god enhed med og hentet nye folk, der kan løfte niveauet. Så vi tror, at vi kan bide skeer med 3. division. 

Cheftræneren lægger heller ikke skjul på, hvad der er klubbens første målsætning.

- Vi skal etablere os. Vi skal blive i 3. division, det er det, det handler om for os. Så er der en masse ting i klubregi, vi skal løfte os på. Spillermæssigt og trupmæssig har vi niveauet, det er jeg ikke i tvivl om. 

Broen tur-retur
ASA Aarhus er fortsat en amatørklub, og spillerne får derfor ikke løn. Til gengæld venter der mange timer på landevejene i den kommende sæson.

Ni af de 12 hold i 3. division holder til på Sjælland, mens blot to klubber kommer fra Jylland.

Alligevel har de mange rejser ikke fået spillerne til at tøve.

- Jeg havde måske egentlig forventet, at der var et par, der ville bakke ud af det. Der er en håndfuld af vores spillere, som arbejder rigtig meget og nogle, der studerer. Det er også krævende, så på den måde er vi totalt underdogs. 

Lindsted ser dog også en mulighed i de mange timer sammen.

- Vi har talt om det, men det kan også noget socialt. ASA er en social klub. Jeg tror på, at vi får noget godt ud af det, og det har vi i hvert fald en prioritet omkring. Det er vildt, at drengene stadig prioriterer nærmest hver anden lørdag at køre til Sjælland. 

- Jeg tror, at de alle tænker, at det bliver en sindssyg, fed og spændende udfordring, det er det, de tager med. Alt det andet fylder ikke så meget, slutter ASA-chefen. 

ASA Aarhus tager hul på sæsonen den 1. august, når Ringsted kommer forbi. 

Artiklen fortsætter efter indholdet

3. div - 1. runde

lørdag 1. aug

ASA

vs

RIN

Annonce

2 kommentarer

Se kommentarer
Annonce