2022-03-08 09:00:31

Niels F. om ledelse: Hårdest at skuffe talenterne

Brøndbys mestertræner er blandt de fire tilbageværende i kampen om titlen som ‘Årets Træner 2021’, og han reflekterer i dette interview med bold.dk både over det vilde år og over sin ledelsesstil

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

3F Superliga - 21. runde

FT

BIF

1 - 1

AGF

Niels Frederiksen. Kasper Hjulmand. Thomas Frank og Bo Svensson.

Således lyder det endelige kandidatfelt til prisen som ‘Årets Træner 2021’.

Fire stærke kandidater. Men også fire vidt forskellige præstationer, de og resten af Fodbold-Danmark kan se tilbage på i 2021.

Der er eksempelvis ‘kun’ én, der har vundet en titel: Nemlig Brøndby 51-årige cheftræner Niels Frederiksen, som tog fusen på alt og alle - ikke mindst FC København og FC Midtjylland - da han og resten af de blå-gule skabte sensationen og gjorde det, ingen andre træner har formået siden Michael Laudrup i 2005: At bringe et mesterskab til Vestegnen. 

Niels, hvordan vil du selv beskrive dit 2021 på trænerfronten?

- Det har været et vildt 2021. Men også godt og inspirerende, hvor vi har skullet arbejde på flere fronter i efteråret med de danske turneringer og deltagelse i Europa. Jeg har ikke afholdt mange fridage i 2021, men det anser jeg som en del af jobbeskrivelsen, siger Niels Frederiksen til bold.dk.

På hvilket område føler du, at du rent spillemæssigt har udviklet holdet mest i 2021?

Artiklen fortsætter efter billedet

Brøndby IF -Niels F. om ledelse: Hårdest at skuffe talenterne
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

- Jeg synes, at vores taktiske fleksibilitet er blevet meget større. Vi kan veksle mellem forskellige systemer, fordi både spillerne og holdet har udviklet sig i en positiv retning. Så der er kommet flere  taktiske strenge at spille på. 

- Derudover har jeg nydt at se spillerne blomstre. At Jesper Lindstrøm brager igennem og bliver solgt til Bundesligaen, giver både mig og resten af trænerstab og klub en fantastisk følelse. Og at en Mikael Uhre - ja, undskyld mig udtrykket - går fra at være en middelmådig Superliga-spiller for nogle år tilbage til sidste år at ende i toppen af topscorerlisten både efter foråret og efter de sidste kampe i efteråret, inden han ryger til USA, er også glædeligt at tænke tilbage på.

Der har været mange store trænerpræstationer i 2021. Hvilke ord vil du hæfte på de tre andre nomineredes præstationer?

- Jeg synes, at de har været fremragende. Overordnet vil jeg sige, at de nominerede har præsteret over det forventede. Det er ikke svært at vinde kampe og trofæer, hvis man har det stærkeste hold, men de nomineredes  præstationer skal ses i lyset af, at de har indtaget underdog-roller i de forskellige præstationer.

- Bo Svensson havde ryggen mod muren og har vendt et svært projekt til fremgang både spille- og resultatmæssigt. Kasper Hjulmand har ikke bare vundet mange fodboldkampe, han har også formået at skabe et sammenhold i befolkningen, som gjorde, at vi alle var rød-hvide under EM. Og Thomas Frank har præsteret langt bedre, end man kunne forvente, når man kigger på budgetterne i England. At rykke i Premier League og konsolidere sig der, er en fremragende præstation, mener Niels Frederiksen.

'Keep attacking' var ikke planlagt


Indenfor de næste par uger bliver det afgjort præcist, hvordan stemmerne blandt de 64 stemmeberettigede fordeler sig. Det er eksempelvis alle trænere fra Superliga til 3. division, det er trænerne i landets to bedste kvindeligaer og det er alle DBU’s landstrænere, der har været ved stemmelugerne. 


Hvad vil det betyde for dig, hvis dine kolleger peger på dig som årets træner, når man tænker på, hvor stærkt feltet er?

- Det vil være en kæmpe anerkendelse og et kæmpe skulderklap. Ikke kun til mig, men til hele min stab, for det vi har leveret i Brøndby i 2021, er langt fra en enkeltmandspræstation. Og så må jeg indrømme, at sådan en pris vil veje ekstra tungt, da det er trænerkolleger med dyb faglig indsigt, der leverer stemmerne og ikke hr. og fru Danmark, siger Brøndby-cheftræneren.
 

Det er vist ingen hemmelighed, at cheftrænerfaget har ændret sig gevaldigt de seneste år. Det gælder ikke kun i det store udland, men også i vores egen lille Superliga-andedam, hvor budgetterne er blevet større, trænerstabene er blevet udvidet med specialister, medierne er blevet flere og hurtigere, og kravene fra fans, ejere og omgivelser konstant vokser. 

Niels, hvilken leder-egenskab mener du er den vigtigste at besidde som toptræner?

- Det er at kunne skabe rum til, at andre folk - i mit tilfælde assistenttrænere og spillere - kan udvikle sig og komme så tæt på at ramme deres fulde potentiale som muligt. Der er mange facetter i et job som mit. Der er selve trænergerningen, der er det kommunikative - indadtil og udadtil, der er mandskabspleje og alt muligt andet. Og det er umuligt at mestre det hele til perfektion, så det er vigtigt at have tillid og tiltro til, at ens nærmeste kan hjælpe med at løfte opgaverne på bedst mulig vis. 

Du tog fusen på mange, da du i en afgørende kamp i mesterskabssæsonen pludselig stod med et white board med skriften ‘Keep attacking’ påskrevet. Havde du planlagt det greb i leder-værktøjskassen?

- Nej, det kom til mig ret instinktivt. Og det havde jo en god effekt, for jeg kunne vitterlig ikke råbe spillerne op, og planen lykkedes jo, griner Brøndby-chefen. 

- Men jeg kan som leder godt lide at overraske ind i mellem. Uden at der skal gå klovn i den, tror jeg på, at medarbejdere har godt af engang imellem at se nye tricks, griner Niels Frederiksen.

Hvilken ledelsesmæssig udfordring er den sværeste for dig som træner?

- Det er altid en udfordring at holde alle i truppen klar, når jeg kun kan stille 11 fra start. Og jeg indrømmer blankt, at noget af det sværeste ved mit job er, når jeg skal fortælle unge talenter på 19, 20 eller 21 år, at de er sorteret fra truppen eller holdet. 

- Jeg ved, hvor meget det betyder for deres karriere at få fodfæste på holdet, så det er hårdt at skuffe dem. Der er det meget nemmere med ældre spillere, som har prøvet en masse og også kender gamet meget bedre.

Hvilken del af dit lederskab ønsker du at blive endnu bedre til?

-Alle dele! Jeg har det sådan, at jobbet som fodboldtræner hele tiden udvikler sig og kræver nye kompetencer. Og hvis jeg tror, at jeg har lært det hele eller begynder at slappe af, så bliver jeg overhalet af andre. 

- Jeg skal stadig arbejde med at balancere mellem det rationelle og det følelsesmæssige. Der har været nogle eksempler - også i 2021 - hvor jeg efter nederlag eller mindre gode præstationer har sagt nogle ting i omklædningsrummet lige efter kampen, hvor jeg bagefter tænkte ‘ups, var det nu også en smart måde at kommunikere på? Blev jeg for følelsesladet i stedet for at prøve at agere rationelt og roligt? Og hvad betyder min ageren for den måde og det mindset, som de går ud til pressen i mixed zone med?

- På det punkt skal jeg fortsat øve mig i, at jeg som leder i nogle hektiske minutter, hvor alle har høj puls, virkelig skal tænke over, hvordan jeg agerer. For alles øjne er rettet mod mine budskaber, mine ord og mit kropssprog, fortæller Niels Frederiksen.

En af fire kandidater til ‘Årets Træner 2021’-titlen.

I morgen bringer bold.dk et interview med endnu en kandidat, nemlig landstræner Kasper Hjulmand. Onsdag er det så Thomas Franks tur i disse spalter, og fredag afslutter vi interview-serien med Mainz-træner Bo Svensson.

Podcast Cover

Crystal Palace smidt ud af Europa League

Hattrick | Afsnit 156

Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.

Læs mere
-15:02

Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

3F Superliga - 21. runde

FT

BIF

1 - 1

AGF

Annonce

3 kommentarer

Se kommentarer
Annonce