Det har været en svær tilværelse for AB Tårnby i 3. division.
Her er det blot blevet til otte point i 12 kampe for Amager-klubben, og det placerer dem næstsidst i rækken.
AB Tårnby-spiller Nikola Saric siger til bold.dk, at de få point har sat sig på humøret i truppen.
- Når man taber, så kommer der lidt en anden stemning. Sejre gør meget ved stemningen. Jeg har også indtrykket af, at vi har været lidt uheldige. Når vi kigger på resultaterne, har vi bare ikke været gode nok, siger Nikola Saric til bold.dk.
Han vurderer, at AB Tårnby har mødt hold med mere struktur i 3. division end i Danmarksserien, men de mindre gode resultater har ikke fået Saric til at opgive håbet.
- Jo, selvfølgelig tror jeg på det. Det gør man altid. Det påvirker bare omklædningsrummet, når man er inde i en skidt stime. Sådan er det.
Mange nye spillere
AB Tårnby har fået flere nye spillere til i sommerpausen, og det tager tid at spille et nyt hold sammen, siger den tidligere Superliga-spiller.
- Vi har fået en masse nye, så det gør også noget for kemien. I DS (Danmarksserien, red.) var det meget de samme spillere, men så er der kommet en masse nye.
- Det handler også om, at man har skullet spille en masse nye spillere ind, og man skal finde ud af, hvem der kan sammen.
- Så er det bare uheldigt, at det er 3. division, hvor niveauet er højere, og man bliver straffet. Jeg føler, at der er nogle, der har niveau, og så er der også nogle, der ikke har niveau. Det kan man jo se på resultaterne.
Lørdag venter der et bundopgør mod Dalum, der har nul point. Det gør kampen ekstra vigtig.
- Den er megavigtig, men sådan er alle kampe. Det handler om at få skrabet så mange point sammen som muligt. Alle kampe er finaler, men det er specielt mod Dalum, når de ligger dernede, siger Nikola Saric til bold.dk.


CampoBet 3. division
AB Tårnby




































