2. division -Nissen var oprykker i få sek: Sindssyg sæson
Foto: vildmedfoto.dk
2021-09-18 07:00:00
Foto: vildmedfoto.dk

Nissen var oprykker i få sek: Sindssyg sæson

Aarhus Fremads divisionsbomber Christian Nissen har lagt støvlerne på hylden i en alder af 27 år grundet en skade. Det gør ham ked af det, men han kan også se stolt tilbage på sine bedrifter.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Den store og målfarlige divisionsangriber Christian Nissen, der i de seneste sæsoner har spillet for Aarhus Fremad, har i en alder af bare 27 år måttet lægge støvlerne på hylden.

Karrieren har ellers budt på flotte højdepunkter undervejs – med et helt særligt peak i 2019/2020-sæsonen i 2. division – men en skade forhindrer ham rent fysisk i at fortsætte karrieren for nuværende.

Ked af skade og karrierestop – men også stolt over karrieren

Det er et langt skadesforløb i sidste sæson, der kommer af en tidligere skade, som har gjort, at Nissen måtte stoppe, før han selv ville. Skadens omfang er nemlig stadig uklart, og udsigten til at bo i træningslokalet på ubestemt tid er uholdbar.

Han får fortsat hjælp til at finde ud af, hvad problemet er, for som han selv siger til bold.dk:

- Det er godt nok tidligt, hvis man ikke kan løbe i en alder af 27 – det bliver et lidt langt liv.

Netop den tidlige alder at indstille karrieren i, kunne også give håb om, at Nissen vender tilbage, når han forhåbentlig får løst skadesproblemet, og han håber i hvert fald, at det kan blive aktuelt i fremtiden – det er bare langt væk lige nu.

- Jeg er blevet spurgt om det tidligere, og jeg har den drøm om, at det kan jeg, og når jeg kommer tilbage, så gør jeg det hele bedre end første gang. Men jeg er lidt bange for, at det forbliver en drøm. De reelle udsigter er slet ikke til det, siger han.

Nissen har i sin tid som seniorfodboldspiller opnået en hel del divisionskampe. Undervejs har han været forbi Vojens, FC Fredericia, Kolding IF, Ringkøbing IF og Aarhus Fremad.

De kolde fakta giver en karriere med 126 kampe i divisionerne og pokalen med 52 mål til følge for den høje angriber. Det er flotte tal, men følelserne efterfølgende er blandede. 

- Det er en blanding af skuffelse og det at være ked af det, fordi jeg ikke kan – for det gad jeg godt.

- Jeg må dog også ærligt indrømme, at jeg har fået mange fede beskeder, siden det kom ud. Og de fortæller lidt historien om, hvad man kan være stolt af, og det hjælper lidt, synes jeg. Man var trods alt med til at lave noget fedt, fortæller Nissen.

Højdepunktet i 2019/2020-sæsonen

Særligt husker Nissen sin sidste klub Aarhus Fremad, hvor han kom til og lykkedes med at give holdet en ny vindermentalitet, der forplantede sig – og kulminerede i 2019/2020-sæsonen, hvor klubben endte a point med oprykkerne FC Helsingør.

- Den der 19/20-sæson, det var bare for sindssygt. Som jeg husker det, havde vi bygget et nyt hold op, som vi ofte har gjort, men det lykkedes alligevel med nogle dygtige unge spillere at blive en sammentømret enhed.

For Nissen selv var det også en helt unik sæson, eftersom han endte som ligatopscorer med 20 mål i 24 kampe. Han fremhæver dog et helt særligt øjeblik i 19/20-sæsonen som et af de stærkeste minder efter karrieren.

Her skulle man nemlig hele tiden hente ind på Helsingør, og i sæsonens sidste kamp mod Frem havde Nissen og hans holdkammerater 10-15 sekunder, hvor de troede, at det var lykkedes dem, og oprykningen var en realitet.

- Vi er måske fremme i 85. minut, og jeg husker tydeligt, at Uldum står med bolden, og alle er snotforvirrede inklusiv Frem, og jeg hører dommeren, der siger, 'jamen, hvis de er ved at rykke op, så er vi da nødt til lige at holde styr på ledelsen', og der bliver bare jublet ude på lægterne.

- Alt står stille. Det er det vildeste, jeg nogensinde har oplevet.

- Og så bagefter kommer det største antiklimaks, da vi får at vide, at den har ramt stolpen, griner Nissen hjerteligt trods den bitre realitet.

Foruden de 10-15 sekunder i 19/20-sæsonen stikker han også gemytligt til lokalrivalerne fra Brabrand, som Nissen ikke har glemt, at han lavede hattrick imod i samme sæson.

- Når du inviterer 2.000 mennesker, så skal jeg nok give dem et show, griner Nissen kækt.

Var i den rigtige klub

Aarhus Fremad og Christian Nissen var uden tvivl et godt match. Det lægger Nissen slet ikke skjul på, for der var de rigtige rammer for ham både inden- og udenfor kridtstregerne.

Der var ellers bud efter den målfarlige angriber ovenpå den famøse 2019/2020-sæson, men for Nissen var det aldrig for alvor på tale at skifte væk fra Aarhus Fremad.

- Det har faktisk aldrig været svært at sige nej, når der kom mulighed for noget andet, udtaler Nissen og uddyber hvorfor.

- Det er egentlig ret simpelt. Jeg havde det godt. Jeg havde det virkelig godt. 

- Jeg kom til en klub, hvor det gik godt på banen og udenfor. Jeg boede i Aarhus og kunne cykle til træning, og udenfor kunne jeg passe mit studie til UG. Jeg var i nogle megagode rammer.

Balancen mellem studie og fodbold har især været en vigtig nøgle til det gode samarbejde, og Nissen er i dag så heldig, at han er blevet fastansat efter slutningen på sin karriere.

- De kunne ikke give kontrakter i starten, men de hjalp mig så med at finde et studiejob. Og jeg tror engang, at jeg er citeret for at sige, at det job, jeg har fået nu her efterfølgende, det svarer til at spille for FCK i 3F Superligaen.

Det har desuden hjulpet Nissen med at tage beslutningen om at lægge støvlerne på hylden, uden det dog kommer til at lyde som om, at det på nogen måde har gjort beslutningen nem.

På den måde ender fortællingen om Nissens karrierestop også et sted, hvor han trods alt virker en anelse mere tilfreds og stolt over sin karriere end skuffet over, at den er slut.

Og så er der jo det lille håb om comebacket, som Nissen til slut også nævner.

- Jeg håber selvfølgelig, at der kommer en dag, hvor jeg laver et comeback, og så fortæller vi en ny historie, siger han håbefuldt.

Indtil videre skal Nissen dog først finde ud af, hvordan han er skadet, og så kan man jo krydse fingre i mellemtiden for, at han kommer stærkt tilbage, som han drømmer om.

Annonce

6 kommentarer

Se kommentarer
Annonce