Christian Nørgaard er blevet en stor profil for Premier League-klubben Brentford, hvor han er blevet anfører.
Den 29-årige spillede fem år i Brøndby, før han drog videre til Fiorentina i 2018, og han holder derfor øje med sin tidligere klub, der fører 3F Superligaen.
- Jeg følger med i det, og jeg havde også en snak med Vallys, da han var med på landsholdet sidst. Det ser ud til, at de virkelig har fået tur i den.
- Når man vinder fodboldkampe, er det også nemmere at vinde den næste. Lige nu ser det ud til, at de bare vinder, vinder og vinder. Vi kunne godt bruge den følelse i Brentford lige nu, siger Nørgaard med et grin og fortsætter.
- Det var superærgerligt med derbyet, hvor det lignede, at de havde fuld kontrol, og så blev det vendt på ingen tid. Ellers har det virkelig set stabilt ud, og netop stabiliteten er noget, der har manglet i Brøndby. Det ligner det, at de har nu, siger Nørgaard.
Artiklen fortsætter efter billedet

Kan de gå hele vejen?
- Det er svært at sige. Man kan aldrig afskrive FCK med de kræfter, som de har, og det spillermateriale, som de har. Det er selvfølgelig svært for dem i efteråret med det europæiske, som de har ved siden af.
- Men det er spændende at have en top i Superligaen, hvor både FCK og Brøndby er med, siger Nørgaard.
Det må også varme dit Brøndby-hjerte? Vi kan se, du begynder at smile lidt, når snakken er på Brøndby.
- Jeg synes altid, at det vækker både gode og dårlige minder, fordi jeg aldrig fik det skide mesterskab. Det var endnu en overtid, der gik imod mig, hvor vi fik formøblet det hele i Horsens.
- Men det var en virkelig god tid, og hver gang jeg snakker om Brøndby, er der altid gode minder, siger Nørgaard.
Efterfølgende blev Brentford-danskeren spurgt, om han skal tilbage til Brøndby for at prøve at vinde det mesterskab, som han aldrig nåede at få.
- Ja, der er et eller andet i mig, der siger, at jeg i hvert fald skal hjem for at prøve på det.
- Det er ikke bare sådan, at man siger, at man skal hjem for at vinde mesterskabet, og man så gør det. Jeg ved det ikke helt endnu, fordi jeg er virkelig glad, hvor jeg er, fordi jeg er anfører i en Premier League-klub.
- Det havde jeg ikke regnet med, da jeg spillede i Brøndby, så nu handler det om at nyde det, og så må vi se, hvad fremtiden bringer, siger Christian Nørgaard.
Den 29-årige Brentford-dansker nåede i alt at spille 147 kampe for Brøndby.
I Brentford er det indtil videre blevet til 137 opgør. Midtbanespillerens aftale med klubben løber frem til sommeren 2025, men der er en option for et år yderligere.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Brøndby IF
Brentford
3F Superliga


























