I marts 2017 sendte FC Midtjylland den nigerianske angriber Babajide David en tur til norske Jerv, hvor han brugte næsten et år på en lejeaftale.
Da Babajide David vendte hjem, fortalte han cheferne i FCM om et godt ophold i en god klub, og det har de taget alvorligt i det midtjyske.
Siden dengang har FCM sendt en håndfuld spillere til Jerv, som spiller i den næstbedste norske række, og lige nu træner Henry Uzochukwu og Michael Baidoo med deroppe.
Det har udviklet sig til et decideret samarbejde, og det er de meget lykkelige over i den norske klub, fortæller cheftræner Arne Sandstø.
- For Jerv er det helt fantastisk at kunne komme så tæt på en af Skandinaviens største klubber, siger Arne Sandstø til eurosport.no.
- Det, at vi kan nyde godt af det fantastiske netværk, FCM har i forskellige verdensdele, og at de har et link til en engelsk klub (Brentford, red.), er helt enormt. Jeg kan faktisk ikke sætte værdi på det.
FCM-sportschef Svend Graversen fortæller til Fædrelandsavisen, at også han er glad for samarbejdet, og Jerv er cheftræneren meget forhippet på at hjælpe FCM.
- Vi håber, at vi kan levere et bedre produkt tilbage til FCM. Den bedste tilbagebetaling, vi kan give, er at være et led i en spillers udvikling og vise, at det nytter noget, siger Sandstø.
Cheftræneren fortæller, at han lige nu er interesseret i at tilknytte en af de to prøvespillere, Henry Uzochukwu og Michael Baidoo, som i sidste sæson var i FC Fredericia. Han nævner dog ikke hvem.


FC Midtjylland
Jerv
3F Superliga
1. Division

































