UEFA Nations League B -Norsk veteran klar til comeback på landsholdet
2020-11-15 16:32:01
Foto: Getty Images

Norsk veteran klar til comeback på landsholdet

Den tidligere norske landsholdsspiller Morten Gamst Pedersen melder sig klar til at stille op som vikar for det corona-ramte norske landshold.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Det er seks år siden, 39-årige Morten Gamst Pedersen sidst spillede en landskamp for Norge, men måske kan han komme i aktion igen.

Den norske landsholdsspiller Omar Elabdellaoui blev fredag testet positiv for coronavirus, hvilket har sendt hele holdet i karantæne og aflyst søndagens kamp mod Rumænien.

Da det ser ud til, at truppen skal forblive i karantæne, overvejer det norske fodboldforbund at sende et vikarlandshold til kampen mod Østrig på onsdag. Det skriver norske VG.

Og hvis det skulle blive tilfældet, har den tidligere landsholdspiller Morten Gamst Pedersen altså meldt sig klar til at hjælpe fædrelandet. Det siger han til VG.

- Hvis Per Joar Hansen (assistenttræner for det norske landshold) ringer, så kunne det da være utroligt sjovt. Og så er jeg klar på trods af karantæne og alt, der hører med. Jeg har respekt for coronavirus, men det kunne være utroligt morsomt, siger Gamst Pedersen, der er sikker på, at han godt kan bidrage.

- Jeg har i hvert fald rutinen, det er der ingen tvivl om. Venstrefoden fungerer fortsat godt, og min fodboldforståelse er god. Men det er klart, at der er mange andre gode spillere, som kan bidrage med meget.

Morten Gamst Pedersen har 82 landskampe for Norge på CV'et. I dem har han scoret 17 mål og lagt op til ni. Den 39-årige midtbanemand spiller til dagligt i den tredjebedste norske række.

Annonce

4 kommentarer

Se kommentarer
Annonce