For første gang i historien kunne Union Berlin mandag aften sikre sig en sæson i Bundesligaen, da det gjaldt den anden playoff-kamp mod Stuttgart.
Det første opgør sluttede 2-2 i Stuttgart, og dermed havde Union Berlin et fint udgangspunkt til returkampen i hovedstaden.
Det startede dog fremragende for Stuttgart, da Dennis Aogo efter ni minutter bragede bolden i mål på et direkte frispark, men ved hjælp af VAR blev målet underkendt.
Det gjorde det, fordi Nicolas Gonzalaz stod i offside og forstyrrede Union Berlins målmands udsyn.
Stuttgart fortsatte med at presse på, og både Anastasios Donis og Steven Zuber var tæt på et føringsmål, men den sidste præcision manglede.
Derfor gik de to hold til pause med 0-0 på tavlen, og hjemmeholdet var derfor blot 45 minutter fra oprykning.
Efter knap en times spil mente Stuttgart-spillerne, at de skulle have straffespark, da bolden ramte armen på en Union-spiller, men dommeren vinkede afværgende.
Union Berlin var ufattelig tæt på at bringe sig i spidsen kort efter, men i to omgange i løbet af to minutter måtte Suleiman Abdullahi se sin afslutning ramme stolpen.
Efterfølgende var der længere imellem chancerne, mens uret arbejde imod Stuttgart.
Trods et par løse chancer til sidst blev der aldrig scoret i returkampen, og derfor vandt Union Berlin på reglen om udebanemål og rykker derfor op i Bundesligaen for første gang i historien.
Det betyder, at Bundesligaen i næste sæson har tre oprykkere i form af FC Köln, Paderborn og altså Union Berlin.
Stuttgart er derimod tilbage i 2. Bundesliga, som holdet senest var i for to år siden.


Stuttgart
Union Berlin
Tyskland Bundesliga Oprykning/Nedrykning

































