Efter et svært efterår i 1. division ligger AB sidst i tabellen, og det fik i december klubbens ledelse til at sige farvel til Per Frandsen.
For nyligt blev afløseren præsenteret, da talentchefen Søren Bjerg fremover skal være førsteholdstræner – med støtte fra blandt andre Ove Christensen.
Søren Bjerg forklarer, at AB tager konsekvensen af nogle opslidende sæsoner og nu vælger at starte forfra.
- Jeg har et rigtig godt kendskab til klubben, både spillere og ledere, og jeg ser det som en rigtig spændende udfordring, og jeg var ikke i tvivl, da jeg fik muligheden, siger Bjerg til bold.dk.
- Vi har med nogle spillere at gøre, som har været gennem meget i deres AB-tid. De har prøvet at redde sig i sidste spillerunde, prøvet at rykke ud, prøvet at have et stort pres på at rykke op igen, som de klarede, og nu lægger de så sidst i tabellen.
- Det har været mentalt hårdt for alle, og nu skal vi have ro på, få bygget et nyt fundament op og startet et nyt AB.
Søren Bjerg fortæller, at det betyder, at man i foråret vil forsøge at lette presset fra AB-spillernes skuldre ved at have mere fokus på at udvikle holdet end på resultater.
- Ingen spillere eller hold går på banen for ikke at vinde, men vi skal ikke have fokus på resultater, for der har været rigeligt pres på disse spillere i meget lang tid, og nu skal presset væk fra deres skuldre.
- Vi tænker mere langsigtet nu. Vi skal have skabt et fundament i foråret og forhåbentlig se en masse fremgang på mange parametre. Det vil selvfølgelig være fint, hvis det også giver resultater på banen, men det er ikke noget, som spillerne bliver hængt op på.
- Jeg ved godt, at I journalister er ved at brække jer over ordet proces, men det er det, vi har gang i her. Vi skal starte forfra i AB, og vi har derfor ikke gang i den helt store operation overlevelse. Spillerne og klubben har været presset i flere år, og nu skal vi af med det én gang for alle, påpeger Bjerg.
AB indleder foråret den 5. marts med en hjemmekamp mod FC Roskilde.
mikkel@bold.dk



AB
Betinia Liga


























