Fiorentina har forstærket sig i offensiven med den russiske angriber Aleksandr Kokorin.
Den 29-årige angriber kommer til fra Spartak Moskva, og det er første gang, han kommer til en klub uden for hjemlandet.
Kokorin har spillet i en række russiske klubber, ligesom han kommer med en fængselsdom i bagagen.
I maj 2019 blev han idømt halvandet års fængsel for hooliganisme, efter han angreb en embedsmand med en stol på en café og var voldelig mod en chauffør.
Kokorin blev løsladt før tid i september 2019.
- Det, der skete derhjemme, var en rigtig dum episode i mit liv, som jeg har betalt en høj pris for, siger Kokorin om fængselsdommen.
- Jeg lovede mig selv og min familie aldrig igen at lave sådanne fejl. Jeg vil bevise, at jeg er en 'bad boy' på banen, men kun på banen.
Aleksandr Kokorin har 48 landskampe for Rusland på cv'et, hvor det er blevet til 12 mål. Han har været med til EM i 2012 og 2016 samt VM i 2014.
Kokorin får en aftale frem til 2024 i Fiorentina.


Spartak Moskva
Fiorentina
Serie A
Premier League
































