Administrerende direktør i en svensk klub, medejer af en agentvirksomhed og nu også cheftræner i Fremad Amager.
En ny opsigtsvækkende historie har ramt den danske 2. divisionsklub, der tirsdag præsenterede Christian Iversen som ny cheftræner som afløser for Carit Falch, som er sygemeldt på ubestemt tid som følge af et ildebefindende.
45-årige Christian Iversen ejer halvdelen af agentfirmaet NextStep Sports Management ApS, hvor agenten Anders Hansen ejer den anden halvdel.
Iversens engagement i agentfirmaet har tidligere i år trukket overskrifter i Sverige, fordi han samtidig er medejer af virksomheden JCR Holding, der ved årsskiftet købte 49 procent af den svenske klub AFC Eskilstuna fra den tredjebedste række.
Iversen overtog i samme ombæring rollen som klubbens administrerende direktør.
Det vil altså sige, at han både er partner i en virksomhed, der driver agentarbejde og samtidig har indflydelse i en fodboldklub. Det kan stride imod FIFA’s og DBU’s regler.
Artiklen fortsætter efter billedet

I DBU's agentreglement står der, at en træner 'ikke må modtage nogen form for betaling, hverken direkte eller indirekte, fra en spiller, en klub eller en fodboldagent i relation til forhandling og/eller indgåelse af en spillerkontrakt eller en transferaftale'.
Iversen: Intet at komme efter
Christian Iversen er ikke autoriseret agent, men har blot skudt penge i NextStep Sports Management ApS og yder konsulentbistand i virksomheden.
Her står han blandt andet for at afholde workshops, ligesom han faciliterer netværksmøder, forklarer han.
Han understreger over for Bold, at han har fået grønt lys af UEFA til at være engageret i både NextStep Sports Management, Eskilstuna og Fremad Amager.
- Reglerne kan være komplicerede, og derfor har jeg selvfølgelig også undersøgt det – det gjorde jeg også, inden jeg og mine kolleger gik ind i Eskilstuna.
- De svenske medier vidste godt, at jeg havde fået et svar fra UEFA, hvori der stod, at alt var okay. Ellers havde jeg selvfølgelig ikke gjort det. Men den historie i det svenske var lidt ærgerlig, synes jeg, når nu de godt vidste at alt var ok. Jeg har fået et svar fra UEFA og havde der været noget som helst, så havde jeg selvfølgelig forholdt mig til det.
Det vil sige, at du også har undersøgt det i forhold til de danske regler?
- Ja, fuldstændig, og vi spørger også ind til det igen for en sikkerheds skyld.
- Hvis jeg nu havde haft en agentlicens, kunne det være, at det kunne åbne op for et andet regelsæt, men i og med at jeg laver konsulentarbejde for virksomheder, er det ikke et problem, og det har UEFA heldigvis bekræftet over for mig. Og ellers havde jeg selvfølgelig ændret det.
Men har NextStep Sports Management ikke en helt masse spillere - herunder en masse danske - som klienter?
- Jo, Anders (Hansen, red.), som jeg har firmaet med, er jo agent.
Skaber det så ikke en interessekonflikt? Du har jo på den måde en særlig indgang og en særlig interesse i et firma og dermed nogle spillere?
- Det har jeg faktisk ikke tænkt over. Det hele er gået lidt stærkt. Men jeg har det her papir fra UEFA, der viser, at der ikke er noget at komme efter. Når det så er sagt, så er der for eksempel sådan i Sverige, at jeg ikke kan tage nogle beslutninger alene, og at jeg faktisk ikke har noget med det sportslige at gøre - netop for at der aldrig bliver nogen mulig grund til at betvivle mine hensigter og beslutninger.
- Det samme er gældende her i den forstand, at jeg skal koncentrere mig om holdet i, og der skal ikke være nogen tvivl om, at når jeg tager beslutninger, så er det 110 % med min integritet og for klubbens bedste. Den position vil jeg altid stille mig i, så der aldrig er noget at diskutere. Lars og jeg har – igen – for en ekstra sikkerheds skyld kontraktuelt sørget for, at der aldrig kan stilles tvivl ved dette.
- Til syvende og sidst er det jo ejerne og den øverste direktør, der må tage de beslutninger (om spillerkøb mm., red.). Lige nu skal jeg sørge for at vinde nogle fodboldkampe. Jeg kan godt forstå, at du spørger til det, men der er ikke mere i det.
- Tro, det er noget, man gør i kirken. Men skulle der være det mindste, så vil jeg selvfølgelig forholde mig til det, så der ikke er nogen, der tænker noget forkert om det. Jeg skal i sidste ende bare sørge for at opføre mig ordentligt, og det har jeg i hvert fald ikke nogen intentioner om ikke at gøre.
Du kan læse mere om Christian Iversen og hans tanker om at overtage cheftrænerollen i den kaosramte 2. divisionsklub onsdag.
Bold har rakt ud til Fremad Amager-ejer Lars Hein og AFC Eskilstuna for en kommentar. De er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.
45-årige Christian Iversen har en fortid som cheftræner i B1908, Hvidovre og FC Roskilde – sidstnævnte forlod han i september 2019. Han har været medejer af NextStep Sports Management Holding ApS siden juli 2022.


Fremad Amager
AFC Eskilstuna
CampoBet 2. division



































