Den tidligere Vejle-angriber Jonas Andersen er onsdag blevet præsenteret som ny angriber i 2. divisionsklubben Middelfart.
Andersen forlod i sommer Vejle efter en række udlejninger, og turen gik til Hedensted i Danmarksserien, hvor den 21-årige angriber nettede seks gange på ni kampe.
Nu føler han sig klar til at tage et skridt op i karrieren igen.
- Skiftet til Middelfart kommer perfekt for mig. Jeg har haft en god halvsæson i Hedensted med masser af spilletid og mål, og jeg var klar til et step op, siger Andersen i en pressemeddelelse og fortsætter:
- Jeg kender flere spillere i Middelfart og har kun hørt godt om klubben, så da Middelfart henvendte sig skulle jeg ikke betænke mig længe. Jeg går ydmygt til opgaven og vil gøre alt, hvad jeg kan, for at holdet og jeg selv får succes i det kommende år.
Jonas Andersen har blandt andet seks Superliga-kampe og otte 1. divisionskampe på CV'et.



Middelfart Boldklub
CampoBet 2. division
































