




David Nielsen fik en forrygende start som cheftræner i Kifisia, hvor han i sin debut sikrede en vigtig 4-2-sejr til det trængte mandskab.
Siden har det ikke just været en dans på roser for klubben, som indfinder sig på rækkens jumboplads, og lørdag skulle det ikke blive anderledes, da man gæstede Lamia.
Det lagde ellers fint ud for Kifisia, da den franske centerback Loick Landre bragte gæsterne i spidsen med 1-0 efter 13 minutters spil ved at sætte sidste fod på et hovedstød fra Andre Teixeira.
Glæden var kort for David Nielsen og co.
Ti minutter senere havde David Simon udlignet med et småtilfældigt langskud, før Ruben Martinez sikrede en pauseføring ved fuldkommen at snyde en sløv offsidefælde fra Kifisia-bagkæden.
2-1 blev også til 4-1 inden kampen var omme, takket være to mål fra Carlitos og slutteligt Flosard Malci kort før tid.
Dermed har Kifisia nu gået en måned uden sejr i Super League.

Super League
Lamia

























