Otto Dupont startede i KB som fireårig, mens han var en del af FC Københavns talentafdeling fra U13 til U19.
I august 2020 forlod backen FC København, og nu frister Dupont en tilværelse i Danmarksserie-klubben Brønshøj.
Den nye Brønshøj-spiller nød at være en del af FC København, og 20-årige Dupont siger til bold.dk, at det var en fornøjelse at være en del af FC København-kulturen. Der var mange idoler at se op til.
- Jeg synes, at det har givet mig en masse gode oplevelser. Det var meget stort for mig at være i FCK både at være en del af hele FCK-kulturen og have en masse spillere, som man kunne se op til, da jeg var yngre, som man idoliserer. Jeg synes, at det var en fed oplevelse, og det har været en god rejse at tage fra FCK til Brønshøj. Så kan jeg komme nogle rækker højere op senere i karrieren, hvis jeg er god nok til det, siger Otto Dupont til bold.dk.
Dupont gik i skole ved siden af tiden i FC København, og det professionelle miljø i hovedstadsklubben har givet ham en stor disciplin og mental styrke.
- Jeg studerede stx på Falkonergårdens Gymnasium på Team Danmark-linjen. Der var implementeret morgentræning i skemaet, så det har også givet mig en del ved at skulle tidligt op om morgenen og kombinere fodbold og skole.
Var der ikke stor konkurrence i FCK, og hvordan var det?
- Ja, helt klart. Jeg synes også, at det var en fed måde at gøre det på, så det ikke bare var givet, hvem der fik en plads i startopstillingen. Jeg har lært, hvordan fodboldverdenen er i de øverste rækker, siger Otto Dupont til bold.dk.
Backen fortæller derudover, at chancen i FC København blev lidt ødelagt af skader, og så var der langt til spilletid.
Dupont nåede ikke at få debut for FC Københavns førstehold, men han kan skrive kampe i U19 Ligaen og Reserveligaen på CV’et.



FC København (R)


































