Nykøbing FC har de seneste par år markeret sig flot i Oddset Pokalen. I sæsonen 2021/2022 ekspederede falstringerne på imponerende vis F.C. København ud af tredje runde, da de vandt med hele 3-0 i et opgør, hvor FCK allerede efter en halv time var bagud 0-2, og derfor udskiftede blandt andre den nuværende Manchester United-spiller Rasmus Højlund.
Siden tabte Nykøbing i fjerde runde på straffespark til Kolding IF, men igen i den seneste sæson var Claus Jensens tropper på spil i pokalturneringen. Denne gang sendte man OB ud af anden runde efter straffespark, siden blev også Næsby slået, inden Sønderjyske blev stopklods efter forlænget spilletid i fjerde runde.
Victor Christiansson er den eneste spiller i den nuværende Nykøbing FC-trup, der er startet inde i begge de store pokalsejre, og for ham er overraskelserne på et eller andet niveau faldet naturligt.
- Vi har et princip, som vi altid spiller efter. Vi går altid efter at vinde, og vi spiller på vores måde, uanset hvem vi spiller mod. Og så har vi måske været gode til at ramme dagen, når Superliga-holdene har været på besøg, siger den svenske midtbanespiller.
- Vi er ekstremt motiverede og måske også endnu mere motiverede, end vores modstandere er, fordi de står over for et hold fra 2. division. Vi har kunnet spille frit, mens Superliga-holdene har haft presset på sig.
I denne sæson er vejen til tredje runde gået via 2-1 over Greve og 2-0 over AB Tårnby. Nu gælder det så igen Superliga-modstand, når AGF kommer på besøg i Nykøbing Falster. Lurer endnu en overraskelse?
- Jeg tænker, de seneste sæsonernes sejre over FCK og OB fylder meget. Vi har selvfølgelig skiftet en del spillere, men alle ved, vi vandt over FCK, og de fleste ved, at vi vandt over OB sidste år, siger Christiansson.
- Vi har samme kultur i klubben, uanset at mange spillere er gode. Den gør Claus Jensen meget ud af at bygge op. Vi skal tro på egne evner, og selvom vi har respekt for modstanderne, bliver vi nødt til at spille, som vi altid gør. Det er det, der gør os gode.
- Selvfølgelig har vi kæmpestor respekt for AGF. Det er en stor klub i Danmark, og de er godt kørende, men samtidig synes jeg, at vi har et godt hold med mange dygtige unge spillere, som gerne vil spille fodbold. Det er en kæmpe mulighed for alle for at vise sig frem.
Nykøbing FC er nu at finde i 2. division, hvor man er at finde på femtepladsen. Holdet er dog det eneste i rækken, der i denne sæson har formået at slå storklubben Esbjerg, så topniveauet kender spillerne.
- Jeg synes altid, det er nemmere at være underdog. Vi er dygtige på bolden, så når nogle kommer frem og presser os, er vi dygtige til at spille forbi. Når vi er store favoritter, har vi det måske lidt sværere.
- Vi har spillere, som er meget rolige under pres, og vi har farten, så vi er dygtige på kontrastød.
Så AGF bliver tredje Superliga-hold på stribe, der ryger ud til jer?
- Det tænker jeg, de gør. Det er planen lige nu. Vi har vundet over de bedste og de største, FCK, så selvfølgelig tror jeg på, vi kan vinde over AGF også, selvom vi har stor respekt for dem, siger Christiansson.
Opgøret mellem Nykøbing FC og AGF spilles torsdag klokken 19.00. Kampen kan ses direkte på TV3+.


Oddset Pokalen
Nykøbing FC


































