1. Division -Nykøbing-keeper spår svær anden sæson
2017-06-10 14:29:05
Foto: Jesper Poulsen / bold.dk

Nykøbing-keeper spår svær anden sæson

Nykøbing FC-målmand Thomas Villadsen regner med, at anden sæson i 1. division bliver svær og vil have mere stabilitet og modenhed på holdet.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Nykøbing FC endte  som bedste oprykker i 1. division med en fornem syvendeplads, og holdet sluttede sæsonen af med at være ubesejret i fem kampe.

Oprustningen er allerede i gang i den ambitiøse klub, og målmand Thomas Villadsen spår en udfordrende anden sæson.

- Vi har kvaliteterne til at stadfæste os i 1. division og spille med i toppen, og det synes jeg også, vi har vist i denne sæson. Vi har slået alle hold minimum én gang, og det viser, at vi kan spille op med dem alle, siger Villadsen til bold.dk.

- Vi fik en rigtig god start og lå nummer et, men det var nok også, fordi nogle af holdene undervurderede os lidt. Det dragede vi fordel af i starten, men det kommer ikke til at ske i næste sæson. Der ved holdene lidt bedre, hvordan de skal håndtere os.

- Man ser tit, at anden sæson bliver rigtig svær, og det tror jeg også, det bliver for os. Men jeg er ikke i tvivl om, at vi nok skal klare den.

Villadsen peger på stabilitet og modenhed som to nøglebegreber frem mod næste sæson.

- Vi skal blive mere modne som hold, og vi skal kunne håndtere de dårlige perioder, der kommer i kampene ved at kunne lukke helt ned, siger Villadsen og tilføjer:

- Det har været for nemt for modstanderne at score mål mod os i deres gode perioder, og så har vi skulle kæmpe rigtig meget for at komme tilbage i kampene. Vi scorer de mål, vi skal, men det bliver for flyvsk i kampene, og vi skal blive mere stabile.

- Det kommer kun ved at spillerne får flere kampe i benene på det her niveau, og at det rent kommunikative er på plads. Der er nogen, der har prøvet en del, og så er der spillere, der slet ikke har spillet 1. division overhovedet, så det har lidt været to yderligheder, som så skal formes til en enhed, der kan arbejde sammen og tænker på samme måde. Det skal bygges på.

Thomas Villadsen har selv for nylig forlænget aftalen med Nykøbing med to år.

sara@bold.dk

Annonce
Annonce

3 kommentarer

Se kommentarer
Annonce