Den tidligere Esbjerg- og Varde-spiller Niels-Peter Mørck rykkede for et halvt år siden til fuldtidsprofessionelle Wattens i den tredjebedste østrigske række, og her har han haft stor succes.
Ti kampe nåede 25-årige Mørck i foråret, og her blev det trods en uvant plads til fem scoringer.
- Jeg blev rykket ned i banen, da vores defensive midtbanespiller blev skadet. Alligevel fortsatte jeg med at lave mål, og det handler nok om min spillestil. At jeg altid forsøger at komme med frem uanset, hvor jeg spiller, siger Mørck til bold.dk og tilføjer:
- Personligt er det gået rigtig godt for mig, men målsætningen for klubben var jo at rykke op, og det lykkedes ikke, så vi er lidt skuffede. Vi vandt stort set alle vores kampe, men fik alligevel kun hentet et par point på Austria Salzburg.
- Vi sluttede 20-25 point foran nummer tre, så vi burde nok spille en række højere oppe, men sådan gik det desværre ikke. Men der er ikke andet for, end vi må gøre arbejdet færdig i den kommende sæson i stedet. Vi kan ikke løbe fra, at det er det klare mål, siger Mørck.
Mørck, der før Watttens spillede i tyske Germania Halberstadt, er blevet bemærket i større klubber, men bliver i Wattens.
- Der har været nogle forskellige forespørgsler på mig – fra en større østrigsk og en tysk klub – men klubben har afvist dem.
- Man stiler selvfølgelig altid så højt som muligt, så jeg er lidt skuffet, men sådan er det, og jeg ser frem til den kommende sæson og forhåbentligt oprykning med Wattens, siger Mørck.
Mørcks aftale med Wattens udløber næste sommer.
mikael@bold.dk


WSG Tirol






























