501 minutter fordelt på 17 kampe.
Det er, hvad Sebastian Jørgensen står noteret for i indeværende sæson, hvor han har været med til at sikre guld til Malmö for andet år i streg.
Men trods triumfen er danskeren ikke tilfreds. Det samlede antal minutter på grønsværen er for lavt, og derfor søger han nu væk fra den succesfulde Allsvenskan-klub.
Det fortæller han i et interview med Bold.
- Jeg har et krav om at ville spille mere, og det føler jeg ikke, at Malmö kan opfylde.
- Jeg er 24 år og vil gerne udvikle mig til at blive en endnu bedre spiller, og hvis det ikke kan blive i Malmö, vil jeg gerne skifte til en klub, hvor jeg kan få en betydning igen, siger Jørgensen.
Offer for særlig kvote
At Sebastian Jørgensen er endt i situation, hvor han ikke får tilfredsstillende med spilletid i Malmö, handler ifølge hovedpersonen om to ting.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Den primære årsag er, at der er så meget kvalitet i det her Malmö-hold. Vi har så mange gode spillere.
- Men der er også en udlændinge-kvote, som handler om, at der maksimalt må være ni udlændige i kamptruppen. Og når vi er 11-12 stykker i alt, har der skullet sorteres nogle fra til hver enkelt kamp. Det har ofte været mig.
Malmö kunne ikke tælle til mere end de tilladte ni udlændinge, da Sebastian Jørgensen i januar 2022 skiftede til klubben. Derfor lægger han heller ikke skjul på, at det har været specielt pludselig at være offer for den særlige kvote.
- Det var slet ikke et tema, da jeg skrev under her, så det har været lidt underligt pludselig at starte inde i en kamp for så at være helt ude af truppen i den næste.
- Det har betydet, at jeg ikke har kunnet finde en rytme, hvilket jeg ellers rigtig godt kan lide.
- Det har været en rutsjebanetur, og det har været svært at vide, hvor man har stået i det hele, siger Sebastian Jørgensen.
Lun på Holland
Jagten på et nyt eventyr er nu sat ind for Sebastian Jørgensen, der både har aktiveret sit bagland i forhold til at indsamle muligheder og lagt en klar plan med Malmö.
- Begge parter er enige om, hvad der skal ske. Vi skal finde en løsning. Det er både i min og klubbens interesse, siger Jørgensen, der endnu ikke er blevet præsenteret for en potentiel mulighed.
- Jeg har ikke hørt noget endnu. Mine agenter og jeg vender tingene løbende, og hvis der kommer noget interessant, er klubben åben for at se på, om det kan ende i et salg.
Har du selv en realistisk drømmedestination?
- Jeg har altid hørt, at Holland ville passe godt til mig som spiller, men det er ikke, fordi jeg siger, at jeg bare skal til Holland.
- Jeg er åben for det meste, og hvis pakken er der, og det hele er interessant, er jeg villig til at gå langt for at realisere det.
Åben for VHS-genforening
Hvor står du i forhold til en retur til Superligaen?
- Når jeg siger, at jeg er åben for det meste, gælder det også Superligaen. Men det betyder ikke, at jeg bare tager til Superligaen, hvis der kommer en mulighed for det.
- Jeg udelukker ikke nogen lande eller noget som helst, men selvfølgelig har man nogle steder, man hellere vil spille end andre.
- Om jeg har lyst til at vende hjem lige nu, er jeg ikke sikker på, siger Sebastian Jørgensen, der trækker på smilebåndet, da Bold spørger til hans tanker om en genforening med Nicolai Vallys og Nicklas Helenius i Brøndby.
Hvad ville du sige til at genskabe VHS i Brøndby?
- Hvis du kan overbevise Helenius om det, og Brøndby er klar, kunne det være spændende. Vi har i hvert fald vist, at vi godt kan finde hinanden på en fodboldbane.
- Jeg tvivler dog på, at vi alle tre lander der, men det kunne da være pissesjovt, afslutter offensivspilleren.
Sebastian Jørgensen har kontrakt i Malmö til udgangen af 2027.

Malmö FF
Allsvenskan
























