34-årige Ken Ilsø skal igen til at trække i fodboldstøvlerne, da han genoptager fodboldkarrieren i Sverige.
Således er han tirsdag blevet præsenteret som ny angriber i Hestrafors, der gør sig i den femtebedste række i Sverige.
Ilsø har været med i holdets opstart, og klubben skriver, at han har tilføjet en ny dimension til holdets spil, ligesom tilgangen af den tidligere Bundesliga-spiller kaldes for meriterende for klubben, der med tilgangen af Ilsø ser lyst på fremtiden.
34-årige Ken Ilsø blev i 2019 idømt en toårig karantæne for brug af stoffet benzoylecgonin, der er et biprodukt af kokain, og efterfølgende indstillede han karrieren.
Nu er han imidlertid klar til at tørne ud i svensk fodbold, efter han sidste år flyttede til Bollebygd.

































