Gustav Mortensens skifte til Belgien er nu officielt.
Bold har løbende kunnet berette om interesse fra først Westerlo og siden Standard Liege, som endte med at vinde kampen.
Sidstnævnte og Lyngby har nemlig torsdag aften offentliggjort Mortensen skifte til traditionsklubben.
Den nu tidligere Lyngby-back har skrevet under på en kontrakt, der binder ham til Liege frem til sommeren 2030.
Mortensen glæder sig naturligvis over skiftet, hvilket han fortæller til Lyngbys hjemmeside:
- Jeg er spændt på alt det nye, der venter i Belgien. Ny kultur, nyt sprog og nye omgivelser, og en anden måde at spille fodbold på. Det vil alt sammen være med til at udvikle mig som spiller og menneske, og det glæder jeg mig til, siger Gustav Mortensen og fortsætter:
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg har fået min fodboldopdragelse på Lundtoftevej, og jeg skylder en stor tak til alle de trænere, jeg havde i ungdomsårene, der har været med til at udvikle mig som fodboldspiller. Der er ingen tvivl om, at jeg altid vil være kongeblå i hjertet, men jeg har også en personlig ambition om at nå højest mulige niveau, og derfor er det en god mulighed for mig at komme til Standard Liége.
- Jeg ved, at drengene vil give alt for fortsat at klare missionen om oprykning til sommer, og I kan være helt sikre på at se mig på lægterne, når det er muligt. En gang Lyngby, siger Mortensen.
Tilbage i 2021 blev Mortensen den yngste på daværende tidspunkt til at få debut for Lyngby Boldklub i Superligaen, da han i en alder af 17 år, to måneder og én dag kom på banen mod OB.
Jagten på det store gennembrud i kongeblåt førte Mortensen til Vendsyssel FF på et lejeophold i sidste sæson, men siden har han ikke set sig tilbage.
Det er blevet til 16 kampe i Betinia Ligaen, hvor Mortensen er startet inde i samtlige af dem. Desuden er han blevet fast mand på det danske U21-landshold.
På nuværende tidspunkt ligger Standard Liége på sjettepladsen i Jupiler Pro League med blandt andre Casper Nielsen på holdet.
Mortensen est Rouche. Le latéral gauche de 21 ans arrive de Lyngby Boldklub et a paraphé un contrat de 4,5 saisons avec les Rouches. Welcome, Gustav. 🔴⚪️📝 https://t.co/ioMouzbw8B pic.twitter.com/q01RyGQoEb
— Standard de Liège (@Standard_RSCL) January 15, 2026

Lyngby Boldklub
Standard Liege
Betinia Liga




































