Vejle Boldklub er i gang med et heftigt arbejde med at få en trup op at stå så hurtigt som muligt - og nu er den første mand sikret til den nye sæson. Således har Ole Bisp Rasmussen forlænget sin kontrakt med klubben.
- Det glæder mit Vejle Boldklub-hjerte utroligt meget, at vi har forlænget med en Vejle-dreng. Han kommer fra Vinding SF, som er en af de lokale klubber, der bakker op om talentarbejdet og et stærkt Vejle Boldklub. Ole Bisp er først og fremmest en god fodboldspiller, og verden ligger for Oles fødder, siger sportschef Steen Thychosen til klubbens hjemmeside.
Vejle Boldklubs nye ejer, Andrew Zolotko, har også udtalt sig om kontraktforlængelsen med Ole Bisp Rasmussen.
- Det er vigtigt for klubbens identitet, at vi fastholder de bedste af vores talenter. Når det så er en spiller som Ole Bisp Rasmussen, der er født, opvokset og udviklet i Vejle, bør det glæde hele byen. Det er dét, som er Vejle Boldklubs DNA. At de bedste spillere spiller. At vi fastholder talenterne, siger Andrew Zolotko.
Ole Bisp har været i Vejle Boldklub, siden han var 13 år gammel.


Vejle Boldklub
Betinia Liga
Oddset Pokalen






























