3F Superliga -Ole Nielsen blåstempler stærke vintertilgange
Foto: Vendsyssel FF
2019-04-22 08:00:03
Foto: Vendsyssel FF

Ole Nielsen blåstempler stærke vintertilgange

Sportsdirektør Ole Nielsen er godt tilfreds med de spillere, han fik hentet til Vendsyssel før forårssæsonen. Han tror, klubben kan holde på nogle af profilerne, hvis overlevelsen sikres.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Ole Nielsen blev ansat som sportsdirektør i Vendsyssel den 10. januar, og i tiden efter har han hentet et par ganske gode forstærkninger til klubben.

Spillere som Alhaji Kamara og Tiemoko Konate er blevet markante profiler på holdet, mens også Matti Steinmann og Benjamin Källman har bidraget pænt.

Sportsdirektøren er da også ganske glad for de handler, klubben fik foretaget.

- Vi er godt tilfredse med dem, der er kommet ind, siger Ole Nielsen til bold.dk.

- Det var også den strategi, vi lavede i januar, hvor vi satte os ned og besluttede, at der skulle tre-fire spillere ind, som skulle gå direkte i start-11, men som også gerne skulle være profiler på vores hold, hvis vi skulle have en chance for at tro på overlevelse i Superligaen.

Ole Nielsen havde på forhånd et fint kendskab til særligt Alhaji Kamara og Tiemoko Konate, forklarer han.

- Det var et par stykker, jeg kendte godt, og jeg vidste, at de kunne præstere. Men det her med at få dem til at fungere på et hold så hurtigt, er der jo ingen garanti for. Så stor cadeau til både spillerne, der var der, og hele setuppet omkring, for at det er lykkedes så hurtigt, siger han.

Begge profilerne har kontraktudløb til sommer, og det er endnu uvist, hvor de skal spille i næste sæson.

- Hvis de fortsætter med at præstere, som de gør nu, så kan det godt være, at jeg kommer på noget af en opgave, siger Ole Nielsen med et grin.

- Men den risiko kendte vi, da vi lavede korte kontrakter. Vi ved, at de spillere ikke er interesseret i at spille 1. division. Hvis det hedder Superliga, så tror jeg absolut, vi har en realistisk mulighed for at tilknytte dem.

Sportsdirektøren forklarer, at parterne taler om fremtiden.

- Selvfølgelig er vi i dialog med dem, men lige nu er fokus på, at vi skal overleve. Det er en svær størrelse lige nu, siger Ole Nielsen.

Mens Kamara og Konate pt. er ejet af Vendsyssel, er Benjamin Källman er lejet i finske FC inter, mens Matti Steinmann er på lån fra Hamburger SV.

Kasper Ørkild / bold@bold.dk

Annonce
Annonce

1 kommentar

Se kommentarer
Annonce