Eerste Divisie -Ole T. om Elias S: League One bremsede ham
2020-11-04 08:00:02
Foto: Almere City

Ole T. om Elias S: League One bremsede ham

Elias Sørensen er udlejet til hollandske Almere, hvor han har fået Ole Tobiasen som træner. Han vil sætte gang i angriberens udvikling, som er blevet bremset af udlejninger til League One og League Two. 

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Frederik Helstrup og Elias Sørensen sparkede fredag aften Almere City til tops i den næstbedste hollandske række, da danskerduoen leverede en kasse hver i 4-1-sejren over Jong Ajax. 

Dermed gik Ole Tobiasens tropper til tops i rækken efter ti kampe, hvor det er blevet til syv sejre og tre uafgjorte. 

Begge danske spillere kom til klubben i sommer, men for 21-årige Elias Sørensens vedkommende er der i første omgang tale om en lejeaftale for hele denne sæson, hvor han kommer til fra Newcastle. 

Den unge angriber har indtil videre fået spilletid i fire ud af fem kampe, hvilket har kastet to scoringer af sig. Og det har imponeret hans danske træner, der indrømmer, at han ikke kendte alverden til Sørensen, før han blev hentet til klubben.

- Elias er kommet sent ind, på grund af at han var lidt syg i Newcastle, inden han skulle skifte til os. Så han kom desværre lidt senere end beregnet, men han har gjort det ekstremt godt i den korte tid, han har været her. Han skulle selvfølgelig vænne sig til vores spillestil i forhold til den engelske. 

- Jeg kendte ikke Elias, før han blev en mulighed for os, hvor jeg så var inde og se noget video og statistikker med ham. Jeg tænkte så over, hvad er det, vi mangler til at tage det næste skridt. Der var intet galt med det, jeg fandt på ham. Han har godt nok ikke scoret på højeste eller næsthøjeste niveau, men der har han fået hul på bylden hos os. 

- Han er en angriber, der har rigtigt meget fart. Han er rigtigt skarp i og omkring feltet. Han er en anden type angriber, end dem vi har i forvejen. Så han er et frisk pust i vores trup, men også en spiller, der rigtigt gerne vil udvikle sig og lære, siger Ole Tobiasen til bold.dk.

Hos Almere City spilles de fleste kampe med en 4-3-3-opstilling. Selvom Elias Sørensen foretrækker at spille som decideret nier, så er det primært blevet til spilletid på kanten. 

Det giver dog også det hollandske mandskab nogle andre muligheder, da den Newcastle-ejede angriber har andre kvaliteter end en klassisk kantspiller. 

- Han vil rigtigt gerne spille nieren i vores 4-3-3, som vi som regel spiller. Han spiller dog lige nu på siderne, hvor han kan bruge sin store fart til at skabe noget dybde i spillet. Derudover kan han også passere en mand med bolden. Men han har en utrolig dybde i sit spil og er ekstremt farlig i ryggen på modstanderen, hvilket vi selvfølgelig udnytter. 

- Han er ikke en decideret wingspiller og skal måske spilles på en anden måde i stedet for bare at sætte ham en-mod-en med en back. Jeg må sige, at han har overrasket mig meget positivt. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg fik, for jeg havde som sagt kun set video med ham, men det har været en meget positiv overraskelse.

Spørgsmålet er så, hvor langt den unge angriber kan drive det. Allerede som knap 17-årig forlod han de trygge rammer hos HB Køge for at prøve sig af hos Newcastles akademi. 

Her er det ikke blevet til førsteholdsfodbold, hvilket i stedet har sendt Sørensen på udleje hos Blackpool i League One og Carlisle i League Two. 

De udlejninger har dog ikke nødvendigvis været gavnlige for danskeren. 

- Det er svært at sige, hvor langt han kan nå. Han er en ekstremt spændende spiller – især med den fart – så han kan videreudvikle sig hos os til at spille Championship eller Æresdivision. Herfra kan han jo tage skridtet videre til eksempelvis Newcastles førstehold. Han skal tage det skridt for skridt, men han kan sagtens komme derop, hvis han er tålmodig. 

- Jeg tror, han er blevet sat lidt tilbage i sin udvikling, fordi han er blevet udlejet til noget League One og League Two, som er noget helt andet fodbold. Han skal ud og have nogle flyvetimer, hvis man kan kalde det sådan. I en række som vores bliver der spillet mere fodbold, og hvor han lærer at spille fodbold i forhold til League One eller League Two, siger Ole Tobiasen til bold.dk. 

Helstrup lærer hollændere at forsvare

I den anden ende af banen har Frederik Helstrup stabiliseret Almeres defensiv. Ni mål er indkasseret i de første ti kampe. Fire af de mål faldt tilmed i samme kamp.

Danskeren har været på banen i alle kampene, og han har tilmed fået fuld spilletid i otte af dem. 

Ole Tobiasen er da heller ikke sparsom med roserne, når han skal sætte ord på hans betydning for holdet.

- Frederik er en meget, meget vigtig brik i vores forsvar med hans erfaring. Det er det, vi har været ude at lede efter; en erfaren midtstopper, der er venstrebenet. Så der har vi været ekstremt heldige og dygtige med at få overtalt Frederik, der også har troet på de planer og den målsætning, vi har, om at spille med i toppen af rækken. 

- Der har han været en ekstrem vigtig brik med hans erfaring. Han har været vigtigt i forhold til de få indkasserede mål, og at vi endnu ikke har tabt.

Derfor er det også kun naturligt, hvis de præstationer rykker ham en række op i den kommende tid. Niveauet er i hvert fald til Æresdivision for stopperen, der har en fortid hos Lyngby og Horsens.

- Når jeg ser Frederik spille nu, så er det klart en spiller, som, jeg håber, kan tage det næste skridt op i Æresdivisionen. Forhåbentligt med Almere. Med den måde, han spiller på, og hans gode venstreben, så er det helt klart en spiller, som sagtens kan gøre sig gældende på et midterhold i Æresdivisionen. 

Udover spillet på banen så bærer Frederik Helstrup også en vigtig rolle udenfor. Hans høje niveau og store rutine er nemlig guld værd, når de hollandske spillere skal lære at forsvare. 

Den hollandske fodboldskole har nemlig ikke altid tacklinger og markeringer som førsteprioritet, når de uddanner forsvarsspillere. 

- Han deler ud af sine erfaringer, som han har fået i Danmark, Sverige og Polen. Han kan gå ud og lære nogle af de unge, hvad det vil sige at forsvare. Hollandske forsvarsspillere har ofte problemer med at forsvare. De er ikke alle sammen indforstået med, hvad det handler om, når man er forsvarer – så handler det om at holde nullet og udmarkere din modstander. 

- Mange gange når man spørger en hollandsk forsvarsspiller, om hvad der er det vigtigste, så siger han, at det er at kunne drive bolden frem og slå en god diagonalbold. Der har Frederik lært at forsvare, og det bidrager han rigtigt meget med. Derudover er han også rigtig god på bolden, siger Ole Tobiasen til bold.dk. 

Almere City møder fredag Jong AZ Alkmaar. 

Annonce

1 kommentar

Se kommentarer
Annonce