Serie B -Oliver Christensen står i italiensk virak: Det er helt skørt
Foto: Jennifer Lorenzini/Reuters/Ritzau Scanpix
2025-06-04 22:56:00
Foto: Jennifer Lorenzini/Reuters/Ritzau Scanpix

Oliver Christensen står i italiensk virak: Det er helt skørt

På grund af usikkerhed i den italienske Serie B venter Oliver Christensen og Salernitana stadig på at få afklaret, hvornår de skal spille to meget afgørende kampe mod Sampdoria om at undgå nedrykning til den tredjebedste række.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Bold i Helsingør

- Det er helt skørt. Det er svært at sætte ord på, for jeg har aldrig prøvet det før.

Oliver Christensens øjeblikkelige situation er ikke som de flestes. 

På nuværende tidspunkt skulle den 26-årige målmand egentlig have afrundet sæsonen med Salernitana, men klubbens skæbnesvangre opgør mod Frosinone den 19. maj blev ud af det blå afblæst, fordi Brescia har fået fratrukket fire point på grund af beskyldninger om økonomiske overtrædelser.

Pointstraffen vendte virkeligheden i bunden af Serie B helt på hovedet og gik i den grad også udover kampprogrammet.

- Den 18. maj var vi på et hotel inden vores kamp mod Frosinone. Vi fik at vide, at vi skulle pakke vores ting og tage hjem. 'Kampen dagen efter bliver ikke afviklet', lød meldingen. Alle var lidt forvirrede. Det var en ret speciel situation at stå i lige pludselig, fortæller den danske keeper til Bold fra en lænestol på Hotel Marienlyst i Helsingør. 

Her er han samlet med det danske landshold forud for de to testkampe mod Nordirland og Litauen.

Kort og godt handler sagen om, at Brescia, der oprindeligt sluttede som nummer 15 i Serie B, nu er rykket ned i Serie C grundet pointstraffen. 

Samtidig rykkede Frosinone, som Salernitana skulle have mødt i en playoff-kamp om at undgå nedrykning, op i tabellen og sikrede sig overlevelse.

Og nu er Sampdoria, der oprindeligt var rykket ned, så Salernitanas modstander i de to afgørende kampe, som fortsat ikke er placeret i kalenderen på grund af den verserende retssag.

De tre nederste hold i Serie B rykker automatisk ned i Serie C, mens holdene, der slutter som nummer 16 og 17, kæmper om at blive oppe. 

Oliver Christensen fortæller til Bold, at Salernitana har fået et udgangspunkt at forholde sig til. Det kan dog nå at ændre sig, og uvisheden gør det hele ekstra svært.

- Nu er der gået tre uger efterhånden, og vi ved stadig ikke helt, om vi skal spille. Vi regner med, at det bliver den 15. og 20. juni, men vi ved det ikke med sikkerhed. 

- Det er virkelig frustrerende for os. Kampene er vigtige i sig selv, men det er også den tid, du har sammen med din familie. Især for os udenlandske spillere, hvor vi kan komme hjem og besøge vores nærmeste. 

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Fremtidssnak sat på pause
Oliver Christensen kom i vinter til Salernitana på en lejeaftale, der ophører 30. juni. 

Han ejet af Fiorentina, som han forlod grundet manglende spilletid, og køen blev ikke kortere, da klubben hentede David de Gea til i sommeren 2024.

- Den primære opgave var at være med til at redde klubben, da jeg kom, og jeg synes, at vi leverede et godt stykke arbejde langt henad vejen. Jeg tror, vi har fået 27 point, mens jeg har været der. At vi ikke kunne klare fuldstændig frisag, er ærgerligt, men vi kan nå det endnu.

Hvad der skal ske efter udgangen af juni, ved han ikke selv.

- Jeg drøfter ikke min fremtid lige nu på grund af de to kampe, og jeg forsøger heller ikke at tænke over det, fordi mit fokus er på lejren her og på det, der venter i Salernitana. 

- Så det er svært at komme videre i processen, i og med sæsonen ikke er afsluttet endnu. Det er jo i løbet af juni måned, man begynder at få styr på, hvad der skal ske, men vi må se. Jeg har efterhånden prøvet lidt af hvert. 

Uventet besked
Den tidligere OB-keeper har spillet en del landskampe på diverse ungdomslandshold, og han fik debut på A-landsholdet 11. november 2020 i en venskabskamp mod Sverige. Derudover var han en del af Danmarks trup til VM i Qatar i 2022.

Men for kort tid siden blev han ringet op af DBU, der gerne ville have ham med til denne samling.

- Jeg havde ikke regnet med det, så det var en positiv overraskelse.

- Det er heller ikke så meget fodbold, jeg har fået lov til at spille de sidste par år, hvilket nok er en af årsagerne, ligesom der har været rigtig hård konkurrence på landsholdet. 

- Jeg har givet mig selv muligheden for at øge mine chancer for at komme med i og med, at jeg har spillet mere i de seneste måneder, så det er dejligt, slutter han. 

Oliver Christensen skiftede fra OB til Hertha Berlin i sommeren 2021. Siden gik turen til Fiorentina og altså senest Salernitana.

Annonce

1 kommentar

Se kommentarer
Annonce