Lyngby Boldklub har hentet en forstærkning i transfervinduet, hvor Oskar Buur er kommet til på en aftale.
De kongeblå har været på markedet efter en ny højre back, og det har man fået med Buur, som har en fortid i klubber som AGF, Wolverhampton og FC Volendam.
Der har dog været stille omkring Buur siden i sommer, hvor han forlod FC Volendam, og derfor er han faktisk gået over et halvt år uden en klub.
I et interview med Bold sætter Buur nu ord på sin vej tilbage til en klub, hvor han har mødt flere udfordringer.
- Jeg er heldigvis skadesfri nu og kan ikke mærke noget til det, men jeg har desværre været rigtig meget skadet. Jeg har haft en lidt dårlig historik med den ene skade efter den anden.
- Sådan har det været lige siden min sidste tid i England. Da jeg skiftede til hollandsk fodbold, fik jeg en skade i nærmest første træning. Så var jeg ude i et langt stykke tid, og så fik jeg en ny skade.
Og det er netop det, som har været Buurs helt store problem.
- Jeg tror, at mange klubber har været lidt bange for at tage mig ind, eller så har de syntes, at det har været en for stor risiko. Det har været det, siger Oskar Buur til Bold.
Tæt på flere klubber
Det store smil er fundet frem hos Oskar Buur, da Bold møder ham i Lyngby Boldklubs klubhus.
Han nyder sin nye tilværelse på Lundtoftevej, hvor han hurtigt er faldet til hos de kongeblå.
Men det kunne have set helt anderledes ud, da der har været bud efter Buur, siden han i sommer kunne hentes på en fri transfer.
- Der har været snak med andre klubber nærmest siden sommerferien. Men til sidst har de ombestemt sig, fordi jeg har været for meget skadet.
- Der var interesse fra forskellige steder i udlandet, og der har også været noget, som jeg selv har sagt nej til. Det skal ikke lyde som om, at hele verden har været interesseret, men der har jo været klubber, som jeg var tæt på at skifte til.
Og når Buur siger tæt, så mener han i den grad tæt.
- Med den ene klub var jeg nærmest på vej dertil, inden at de så tog en beslutning på sidste dag. De trak sig lige inden, da det var en for stor risiko.
Men Lyngby tog gerne en chance med Buur, men det lå bestemt ikke i kortene, at den danske back allerede nu skulle vende snuden hjemad.
- Da jeg hørte om Lyngby, ville jeg det rigtig gerne. De skulle også lige se mig an, efter at jeg har været uden klub i lang tid.
- Det var derfor, at jeg i starten bare trænede med, så de kunne se, at jeg stadig kan spille fodbold. De skulle nok være sikker på, at jeg ikke lignede en, som lige var vendt hjem fra ferie, griner Oskar Buur.
- Men ellers har jeg faktisk ikke haft tanker om at vende hjem, da jeg gerne ville blive i udlandet lidt endnu. Men da Lyngby kom, så jeg det som en rigtig god mulighed for mig og klubben.

Foto: Lyngby Boldklub
Buur vil bevise sit værd
Dermed har Oskar Buur fået en ny chance.
Han har fået en ny chance for at vise, hvorfor han blev en del af førsteholdet hos AGF i en ung alder.
Han har fået en ny chance for at vise, hvorfor Wolverhampton hentede ham til klubben og siden gav debut i både Premier League og Europa League.
Buur vil i gang igen, og derfor er han og Lyngby Boldklub det perfekte match.
- Det har været en god start, men selvfølgelig også lidt en hård opstart, når man ikke har trænet med et hold i lang tid. Men jeg synes, at alle drengene har taget rigtig godt imod mig.
- Det har været nemt og lige til at komme ind på holdet.
Så det sociale er helt på plads i Lyngby for Buurs vedkommende, som nu vil have det spillemæssige med oven i.
- Jeg vil gerne bevise, at jeg stadig kan være med. Det vil jeg især overfor Lyngby, fordi de følte, at det var et godt match, selv om de tager en chance.
- Jeg føler ikke selv, at det er en chance. Men i og med, at de kigger på min skadeshistorik, kan jeg jo godt forstå dem til en vis grad.
- Men jeg er klar til at vise over for dem og mig selv, at alt det der ligger bag mig. Nu er det bare fremad. Jeg skal spille kontinuerligt og vise, at jeg kan levere, afslutter Oskar Buur.
26-årige Oskar Buur har skrevet under på en kontrakt med Lyngby Boldklub frem til sommeren 2026.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Lyngby Boldklub
3F Superliga


























