




Mikkel Jespersen havde fundet smilet frem efter søndagens Superliga-åbner mod FC København.
For selvom Lyngby Boldklub må forlade Parken med et 2-3-nederlag, var det stoltheden, der skinnede igennem hos cheftræneren.
- Jeg er sindssygt stolt af holdet i dag. Vi spiller en virkelig god kamp, men det andet, der fylder, er selvfølgelig, at vi ikke får noget med herfra.
- Det er jeg faktisk helt vildt skuffet over, og det gør mig også stolt, at jeg er det. At vi kommer ind på nationalarenaen mod det største hold i Danmark og ikke bare spiller lige op med dem, men måske endda er bedre, siger Jespersen til den skrevne presse.
Særligt i første halvleg havde gæsterne fat i den lange ende, da de igen og igen skabte problemer for FC København, og fra sidelinjen havde Mikkel Jespersen derfor også god grund til at være tilfreds.
- Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke er overrasket. Når man er oprykker, er man altid spændt på, hvor man står. Jeg ved, at vi har et rigtig godt hold, og når vi er rigtig gode, så er vi ubehageligt gode, og det var vi i dag.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Vi fik skabt store problemer for FCK, men det overrasker mig da en smule, at vi var så gode.
I sidste ende var det dog ikke nok til at få point med fra opgøret, efter Mohamed Elyounoussi i midten af anden halvleg scorede til slutresultatet 3-2.
Alligevel er Mikkel Jespersen overbevist om, at præstationen giver det rette rygstød til hans mandskab.
- Det giver os en masse. Vi viser i dag, at vi skal tro på det, vi har gang i. Vi skal blive ved med at være lige så ivrige og ærgerrige og komme med den intensitet, vi kommer med i dag.
Næste opgave for Lyngby Boldklub venter på lørdag, når AGF kommer på besøg.

Få Braithwaite hjem til Superligaen
Ugens Suppe | Afsnit 3Kan vi få Martin Braithwaite hjem til Superligaen? I anledningen af Kasper Junkers retur til Danmark kigger vi på, hvilke danske spillere i det store udland, vi gerne vil have hjem.
Læs mere
Lyngby Boldklub
3F Superliga







































