2023-10-11 16:49:00

Pallesen kravlede fra banen i sin sidste kamp: Det har naget mig

Kristoffer Pallesen er lettet over, at han endelig kan sige højt, at han stopper karrieren, selvom det er emotionelt - især at han måtte kravle ud af banen i sin sidste fodboldkamp.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

1. div - 13. runde

FT

AaB

2 - 1

B93

- Jeg er lettet.

Kristoffer Pallesen meddelte tirsdag, at han var tvunget til at stoppe karrieren i en alder af 33 år på grund af den akillesseneskade, han pådrog sig i maj.

Det var en dag med masser af følelser, det var hårdt, sørgeligt og rørende, men dagen derpå er det mest af alt lettelsen, der fylder, da bold.dk fanger Pallesen.

- Jeg er gået rundt med de her tanker ret længe, og der er folk, der på stadion og rundt i byen har spurgt mig, hvornår jeg var klar igen. Der vidste jeg jo, at jeg bare lukkede varm luft ud ved at sige ’Nu må vi se, det går fremad’, siger Pallesen til bold.dk.

- Jeg har gået rundt med en maske på, siden jeg vidste, at jeg ikke ville komme tilbage. Men jeg var nødt til at holde det til mine nærmeste.

- Nu kan jeg for første gang være helt åben om det, og det er godt at få det ud af systemet. 

- Jeg kravlede jo ud af banen
Skaden, der har tvunget Pallesen til at stoppe, pådrog han sig 7. maj i en Superliga-kamp mod AC Horsens.

Han vred sig i smerte og kravlede ud af banen. For nogen en ubetydelig detalje – men for Pallesen har det faktisk indprentet sig på nethinden.

Artiklen fortsætter efter billedet

3F Superliga -Pallesen kravlede fra banen i sin sidste kamp: Det har naget mig
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

- Altså jeg kravlede jo ud af banen. Skulle det virkelig være det sidste, jeg gjorde i min fodboldkarriere? Det har faktisk fyldt meget hos mig. Det har været en ekstra motivation for mig for at komme tilbage.

Har du genset situationen siden?

- Ja, det har jeg, men det havde jeg faktisk ikke lyst til i lang tid. Det gjorde sgu lidt ondt at se, og jeg kunne høre, at det gjorde rimelig ondt på mig.

Allerede da han pådrog sig skaden, vidste han, det ville blive meget svært at komme tilbage.

- Vi har en dygtig læge og fysioterapeut, der ret hurtigt fortæller mig, at der mangler en akillessene i venstre fod. Da vi kommer ind under stadion, laver han den endelig test, og der siger jeg ’Det var den fodboldkarriere’.

- Jeg var i mine følelsers vold, men jeg vidste jo godt, hvor lang tid det tager med en akillesseneskade.

Vil kunne spille bold med sine børn
AaB's sundhedsstab tog sig straks af Pallesen, og han blev opereret af 'Nordjyllands nok bedste kirurg på området', som han siger.

-  Jeg fik fortalt, at oddsene var svære, men at det ikke behøvede betyde et karrierestop. Det tog jeg til mig, og jeg ville give det et skud i forhold til at komme tilbage.

- Men jeg kunne godt se, at det ville blive svært at komme tilbage. Jeg begyndte at tænke på den fremtid, jeg gerne vil have. Jeg vil gerne kunne være aktiv for min egen skyld, men også kunne yde bare lidt modstand over for mine børn, når jeg spiller fodbold med dem.

- Jeg stod ved en skillevej, for uanset hvor godt man bliver holdt i hånden, ville det indeholde for mange risici. Jeg kunne risikere, at det blev meget værre, siger Pallesen.

Efter at have tumlet med tankerne om et karrierestop alene og med de allernærmeste, var det tid til at inddrage AaB i beslutningen.

Håndfladerne var ekstra svedige den dag, han skulle banke på direktørens kontor og fortælle det.

- Jeg kunne godt mærke, at hjertet bankede det ekstra. Der gik mange ting igennem mig. Ville jeg fortryde det? Jeg har prøvet at holde følelserne ude af det, for hvis jeg først mærker efter, hvad jeg egentlig har lyst til, gør det for ondt.

- Folk har sagt til mig, at jeg skal lytte til min mavefornemmelse, men det har jeg faktisk prøvet at parkere lidt. Der er fornuften nødt til at tage over her.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Emotionelt at fortælle AaB-truppen det
AaB-ledelsen var overrasket over Pallesens beslutning, men tilbød ham hurtigt en rolle som juridisk rådgiver i administrationen.

Tirsdag skulle han så foran sine holdkammerater fortælle, hvordan landet lå, og det var en hård omgang.

- Jeg blev emotionel. Fodbold er ikke bare et job, det er en livsstil. Det er ikke bare en arbejdsplads. Vi er fælles om nedture og opture, og det gør, at man bliver utrolig tætte. Det var vildt specielt.

- Det var en hård dag. Følelserne fik lov at dominere, og der kunne jeg godt mærke, at det gjorde ondt. 

- Bagefter ryddede jeg mit skab for støvler og hvad jeg ellers har. Det var ligesom at se en film, hvor man rydder sit skrivebord. Jeg puttede alt ned i sorte plastiksække og fyldte bilen.

- Jakob Ahlmann, der sidder ved siden af mig i omklædningsrummet, ringede til mig efter træning. Da han så min plads var fuldstændig ryddet, blev det virkeligt for ham.

- Det var også der, det blev virkeligt for mig, selvom jeg stadig er ved at bearbejde det hele i et eller andet omfang.

- Jeg har modtaget så mange positive tilkendegivelser, og det har været dejligt og faktisk også lidt rørende.

Kristoffer Pallesen kan glæde sig over, at han nåede 237 kampe i Superligaen for henholdsvis Viborg og AaB.

Det kan han være stolt af. Om lidt tid.

- I går tænkte jeg, at der fandeme var meget mere, jeg ville have nået, men alle siger jo, jeg skal være stolt af min karriere. Det er jeg nok også inderst inde, men jeg kunne godt have tænkt mig at have spillet europæisk fodbold.

- Jeg kunne godt have byttet en nedrykning med et par pokaltitler og et par ture i Europa. Men i bund og grund er jeg nok stolt, siger Pallesen.

Podcast Cover

Crystal Palace smidt ud af Europa League

Hattrick | Afsnit 156

Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.

Læs mere
-15:02

Artiklen fortsætter efter indholdet

1. div - 13. runde

FT

AaB

2 - 1

B93

Annonce

2 kommentarer

Se kommentarer
Annonce