3F Superliga -Peter Ankersen åben for FCK-exit til sommer
2017-04-21 07:30:02
Foto: Getty Images

Peter Ankersen åben for FCK-exit til sommer

FC Københavns Peter Ankersen udelukker ikke at skifte til udlandet igen efter denne sæson og ved, at den gode sæson har givet øget interesse for ham.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Peter Ankersen skiftede i sommeren 2015 fra Red Bull Salzburg til FC København, hvor han siden har været fast mand i både Superligaen og i Europa.

Ankersens præstationer har også givet ham en fast plads omkring landsholdet, og han er åben for, at den kommende sommer kan byde på et sommerskifte for ham.

- Jeg har været i klubben i to år, og som Ståle også har sagt, så har vi en aftale om, at jeg kan skifte igen efter to eller tre år i klubben, og det vil jo sige til denne eller næste sommer, siger Ankersen til bold.dk.

- Hvis der kommer noget spændende, sætter vi os ned og kigger på det, men det er ikke sådan, at jeg bare skal af sted. Der er fine chancer for, at det bliver denne sommer, men intet er sikkert, og jeg er ikke desperat efter at komme væk.

FC København ligger lunt i svinget til at hjemtage det danske mesterskab og dermed skal i kvalifikation til Champions League igen.

Ankersen er åben for en ny sæson med europæisk fodbold i FCK, men ved også, at det langt fra er givet, at næste sæson bliver lige så god som denne.

- FCK er en attraktiv klub, og jeg kan sagtens se mig selv fortsætte, men man skal også smede, mens jernet er varmt, og med de præstationer, som holdet og jeg selv har vist i denne sæson, er mulighederne til sommer meget muligt gode.

- Ingen kan jo garantere, at vi kan præstere noget lignende i næste sæson, og dermed kan mulighederne i sommeren 2018 jo hurtigt være dårligere, end de er nu. Man må tænke på sig selv i denne verden, og jeg er selvfølgelig en af dem, som gerne vil prøve mig af i en større liga.

- Jeg ved, der er øget interesse for mig, og det er dejligt at vide, men vi har syv-otte kampe tilbage, så jeg holder fokus på spillet indtil videre. Når man gør det godt, kommer der interesse, så jeg holder fokus på at præstere for FCK, siger Ankersen til bold.dk.

26-årige Ankersen har i denne sæson spillet 43 kampe for FCK. Det er blevet til to scoringer og 11 assists. Han har kontrakt med klubben til sommeren 2020.

mikkel@bold.dk

Annonce
Annonce

35 kommentarer

Se kommentarer
Annonce