2. Division -Philip Lund får ophævet kontrakten i Malaysia
2016-07-13 19:30:02
Foto: Getty Images

Philip Lund får ophævet kontrakten i Malaysia

Danske Philip Lund har fået ophævet sin kontrakt med malaysiske DRB-Hicom FC efter en temmelig usædvanlig situation.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Offensivspilleren Philip Lund tog i februar til Malaysia, hvor han skrev kontrakt med klubben DRB-Hicom FC.

Efter bare fem måneder i klubben skal Lund dog videre, da han har fået ophævet sin aftale, da klubejeren ikke mener, han har scoret nok mål.

- Jeg har egentlig været glad for at være herovre, og træneren gav mig en rolle på holdet, hvor jeg var spilleren, som vores spil skulle bygges op omkring. Så alt gik egentlig rigtig godt, og som hold var vi i gang med klubbens bedste sæson nogensinde, siger Lund til bold.dk.

- Men min position som angriber ændrede sig til midtbane, da jeg skulle ned og bygge vores spil op. Den beslutning var ledelsen umiddelbart ikke enig med træneren i, da klubben i sin tid hentede mig som angriber for at score en masse mål. I stedet blev det så 'kun' til assists - og otte assists i 12 kampe var åbenbart ikke nok for ledelsen.

26-årige Philip Lund forklarer, at forventningerne til ham var enorme, men at det er helt normalt for de udenlandske spillere.

- Jeg følte, at presset på mig var meget stort, men det var der selvfølgelig også en grund til, da jeg var bedre end de andre. Jeg følte dog aldrig, at presset var større, end jeg kunne levere, og når man er udlænding, bliver det bare forventet, at man skal gøre forskellen.

- Det gjorde ikke så meget, for jeg spillede nogle rigtig gode kampe. Men det var som om, at hver gang vi tabte en kamp, så faldt alt tilbage på mig. Det kunne jeg egentlig godt leve med - men bare ikke måden, det blev gjort på, siger Lund, som forklarer, at han ikke vil tale om, hvad han reelt blev udsat for, når holdet havde tabt.

Lund, som har en fortid i flere danske klubber, USA og Færøerne, var i sidste ende selv indstillet på at stoppe samarbejdet.

- De kom til sidst med forklaringer og beskyldninger, som overbeviste mig om, at det var helt okay at gå hver til sit.

- Der skal mere til at lægge mig ned end en spontan handling fra en business-mand, der intet ved om fodbold. Østen kunne derfor stadigvæk nemt være en mulighed, men når det er sagt, vil jeg med glæde også kunne vende hjem igen.

Læs med igen i morgen, hvor Philip Lund fortæller mere om fodboldkulturen i Malaysia, som ikke er, som han har været vant til.

mikkel@bold.dk

Annonce
Annonce

1 kommentar

Se kommentarer
Annonce