14 mål i 12 kampe.
Sebastian Pingel har fået en drømmestart på tilværelsen i norsk fodbold og er blevet en af de helt store profiler i Strømsgodset.
Siden skiftet fra AC Horsens i februar har den 33-årige dansker scoret mål på samlebånd, og tilfredsheden er da også til at høre i stemmen på sportschef Jackie Rasmussen, da Bold fanger ham.
Det var nemlig ham, der i vinter pegede på Pingel, som han kendte fra tiden i Hillerød Fodbold.
Indtil videre har den beslutning vist sig at være en kæmpe succes.
- Jeg kender ham jo rigtig godt, så jeg vil ikke sige, at jeg er overrasket over, at han scorer mål. Der ligger et enormt stykke arbejde bag de præstationer.
- Men lige nu leverer han nogle fantastiske statistikker, han trives, og han er blevet en stor publikumsfavorit. Fansene elsker, når han flexer armene i sin jubelscene. Han har taget byen med storm og er ekstremt vellidt, og det betyder meget.
- Samtidig bidrager han enormt meget uden for banen. Vi havde brug for at ændre kulturen internt i klubben, og her har han haft en stor andel i, at vi er lykkedes, siger han.
Er du sikker?
Da Strømsgodset i vinter stod midt i en sportslig og kulturel genopbygning efter nedrykningen, var Sebastian Pingel blandt de navne, Jackie Rasmussen bragte på banen.
Den danske sportschef pegede på angriberen over for den øvrige ledelse, fordi han mente, at Pingel kunne bidrage med langt mere end blot mål - men forslaget blev alligevel mødt med en vis skepsis.
- Jeg kan godt sige, at når du bringer en 32-årig (nu 33-årig) angriber på bordet, så er det ikke uden undren. Flere spurgte om, jeg var sikker?
- Det var et bevidst valg ud fra vinderkultur og det, han kunne bidrage med til truppen.
Indtil videre har Pingel i den grad gjort tvivlen til skamme med 14 mål i 12 kampe.
- Hvis han fortsætter sådan her, kan det være, at der også ligger en salgscase i ham, siger Rasmussen med et grin, inden han hurtigt slår fast:
- Han er på ingen måde til salg.
Sebastian Pingel ligger på andenpladsen på topscorerlisten i den næstbedste norske række.
Strømsgodset indtager førstepladsen efter 12 spillerunder.


Strømsgodset
1. Division



































