Vatanspors pokaleventyr er slut.
FC Nordsjælland var trods alt for stor en mundfuld for Jyllandsserie-mandskabet, der i sidste runde leverede en vaskeægte pokalsensation ved at slå AaB ud efter forlænget spilletid.
Men efter et 0-3-nederlag denne onsdag aften til Superligaens nummer to er Vatanspor færdig i Betano Pokalen, mens FCN er videre til fjerde runde.
Opgøret blev spillet på en medtaget bane ved Sødalskolen i Aarhus, og der skulle gå cirka 10 minutter, før gæsterne fra Farum fik hul på bylden.
Artiklen fortsætter efter billedet

Markus Walker fik en hånd i ansigtet i feltet, hvilket fik dommer Aydin Uslu til at pege på pletten, hvorefter Ola Solbakken tog sig sikkert af forsøget fra de 11 meter.
I det 32. minut fordoblede Hjalte Boe Rasmussen føringen til 2-0, da han brugte sin fart til at komme igennem værternes forsvar, inden han roligt kunne trille bolden ind med ydersiden.
Vatanspor bed kort efter for alvor fra sig med et solidt spark, som Andreas Hansen dog tog sig af i FCN-målet.
Jyllandsserie-holdet holdt fin stand efter pausen, men i det 79. minut lukkede og slukkede Lamine Sadio til 3-0 med et flot langskud.

FC Nordsjælland
Betano Pokalen
Vatanspor





















