I pokalturneringen kan store sensationer forekomme, og en sensation fandt netop sted tirsdag aften nordvest for Køge på Tune Stadion.
Serie 2-mandskabet Tune IF havde nemlig besøg af den store favorit fra Køge Nord FC, der normalt frister en tilværelse i Danmarksserien i den femte og sidste kvalifikationsrunde til hovedturneringen af Sydbank Pokalen 2022/2023.
Det undertippede hjemmehold endte med at tage fusen på favoritten, da Serie 2-holdet vandt et drama med 3-2. Det afgørende mål faldt i det 92. minut.
Tune-profilen Marc Nybye Sørensen siger til bold.dk, at stemningen var ekstatisk, da sejrsmålet blev sendt i nettet. Pokalsejren kronede nogle vilde dage for Tune, der i weekenden sikrede sig oprykning til Serie 1.
- Vi var foran 2-1, og så scorede de i 88. eller 89. minut til 2-2. Nu tænkte vi, at vi kom ud i en straffesparkskonkurrence. Så fik vi en lille kontra i det 92. minut, og så var der en af os, der blev fri, og så var der bare ekstase. Der var mange på stadion, så der var fed stemning, siger Marc Nybye Sørensen til bold.dk.
Troede I på, at det kunne lade sig gøre?
- Vi rykkede op i lørdags til Serie 1, så vi gik meget ind til det som en fri kamp, men vi havde selvfølgelig troen på egne evner, da vi tidligere har slået to Serie 1-hold, så vi følte, at vi troede på det, selvom det var mod et Danmarksserie-hold.
Artiklen fortsætter under billedet.

Tune Stadion var godt besøgt. Foto: Tune IF
Historisk
20-årige Sørensen, der huserer på den offensive midtbane, fremhæver, at Tune har et unikt sammenhold, der gør, at man vil give noget ekstra for hinanden.
Med sejren har Tune sikret sig en plads i hovedturneringen af Sydbank Pokalen 2022/2023, og det er historisk.
- Det er aldrig sket før, så det er ret stort. Jeg tror ikke, at vi har været i Serie 1 siden 1998/1999, så de seneste par dage har været historiske for Tune.
Hvem vil I gerne møde?
- Vi drøftede det i omklædningsrummet, og vi håber lidt at kunne møde et af de lidt sjovere hold, så vi kan få en fed kamp ud af det, siger Marc Nybye Sørensen til bold.dk.
Den flotte sejr blev fejret med et par øl.
Nu må tiden vise, hvem Tune møder i Sydbank Pokalens hovedturnering.
Marc Nybye Sørensen har tidligere spillet i FC Roskilde, hvor han blev noteret for kampe i 2. division. Han drog dog hjem til Tune i sommer for at spille med sine kammerater igen.

Marc Nybye Sørensen. Foto: Tune IF

Oddset Pokalen































