2021-05-19 15:10:01

Pokalsensation: Serie 5-hold slog JS-hold ud

Serie 5-holdet Sønderborg Fremad leverede en stor pokalsensation, da mandskabet tirsdag sendte Jyllandsserie-holdet Aabenraa Boldklub ud af Sydbank Pokalen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

At et Serie 5-hold kan slå et Jyllandsserie-hold ud af pokalturneringen, virker nærmest helt utopisk, men det var lige præcis, hvad der skete på Sønderborg Stadion tirsdag aften.

Her tog Serie 5-mandskabet Sønderborg Fremad imod favoritten Aabenraa Boldklub, der frister en tilværelse i Jyllandsserien. Det var et opgør i femte kvalifikationsrunde af Sydbank Pokalen 2021/2022.

Her gjorde Serie 5-holdet det nærmest umulige. Holdet tvang Jyllandsserie-mandskabet ud i en straffesparkskonkurrence, efter at stillingen var 1-1.

I den afgørende straffesparkskonkurrence viste målmand Sebastian Ventzel Nielsen storspil og sørgede for, at jublen kunne bryde løs i Sønderborg. Serie 5-holdet triumferede samlet med 5-3.

Sønderborg Fremad-assistenttræner Martin Fugl siger til LigaBold.dk, at Serie 5-mandskabet arbejdede stenhårdt, og det er stadig meget uvirkeligt, og nerverne sad uden på tøjet i den intense afslutning af opgøret.

- Det var meget frem og tilbage, og vi vidste godt, at vi var underdogs til opgøret, da vi er et Serie 5-hold. Vi vidste samtidig godt, at de lå i bunden af Jyllandsserien, men vi gik ud med den indstilling, at vi bare skulle knokle røven ud af bukserne, og det gjorde drengene, og det gav en sejr.

Artiklen fortsætter efter billedet

Sydbank Pokalen -Pokalsensation: Serie 5-hold slog JS-hold ud
Foto: Pebbes billeder

- Det var en fantastisk målmandspræstation af Sebastian (Sebastian Ventzel Nielsen, red.). Han pillede nogle rigtig store chancer fra deres side af, siger Martin Fugl til LigaBold.dk.

Hvordan reagerede spillerne efter kampen?

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg tror, at folk var oppe at køre, og folk havde håbet på, at kampen ville blive spillet en fredag aften, og efter kampen var det lidt uvirkeligt, at et Serie 5-mandskab kunne slå Jyllandsserie-hold ud af pokalen. Vi har længe troet, at vi ville have været ude. Sådan er det ikke.

Assistenten siger, at holdet troede på sejren hele vejen.

- Jeg synes, at det var et godt Aabenraa-hold, men vi stod også og snakkede om, at det nok ikke var et decideret Jyllandsserie-hold. Vores gutter gik ind med troen på det, og de sloges i 120 minutter med viljen til at ville slå det her hold ud. Det førte os til sejren.

Drømmescenarie

Nu har holdet kvalificeret sig til sjette kvalifikationsrunde af Sydbank Pokalen 2021/2022. Her er holdet oversidder, og dermed mangler Serie 5-holdet blot én sejr for at sikre sig en plads i hovedturneringen, og det er ganske vildt.

Martin Fugl siger, at det også er historisk for klubben at slå et Jyllandsserie-hold.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er stadigvæk lidt uvirkeligt. Det er noget, som vi aldrig har prøvet før. Carsten Kock (Sønderborg Fremad-cheftræner, red.) og jeg er kun lige kommet til i denne her sæson, så vi er et nyt trænerteam. Vi har altid haft et godt samarbejde, men hele holdet er helt nyt med en god blanding af nogle unge og ældre gutter. At det er gået så godt her indtil videre er et drømmescenarie.

Assistenttræneren fik sig en snak med én af Aabenraa-spillerne efter kampen, og Aabenraa-træneren uddelte endda roser efter opgøret til det vindende mandskab.

- Jeg fik en snak med Mikkel Holm fra deres side af, og han sagde, at vi skulle have stor ros. Han havde ikke regnet med, at vi som Serie 5-hold kunne give den modstand, som vi kom med.

- Deres træner var også inde i vores omklædningsrum efter kampen og roste os helt vildt. Han sagde, at det var os, der ville det mest, og det skulle nok gå os rigtig godt, og vi skal fortsætte det gode arbejde. De viste stor respekt.

Roser de unge

Serie 5-mandskabet består af en blanding af unge og ældre spillere, hvor alle også har det godt socialt uden for kridtstregerne. Klubben gør meget ud af at lave sociale aktiviteter før og efter kampe.

Mange af de ældre spillere har kendt hinanden i en del år, og efter noget tid væk fra hinanden, besluttede spillerne at starte Serie 5-holdet. Siden da er der kommet unge spillere til.

Assistenten har store roser tilovers over for de unge gutter på holdet.

- De unge gutter gør det virkelig godt. Både Carsten (Carsten Kock, red.) og jeg er pissestolte af hele holdet, men de unge viser virkelig deres værd, siger Martin Fugl til LigaBold.dk.

Indtil videre har Sønderbro Fremad sendt Serie 6-holdet Skodsbøl (9-1-sejr), Serie 4-holdet BNS (9-2-sejr), Serie 4-holdet Dybbøl IU (skrivebordssejr), Serie 3-holdet Midtals IF (2-1-sejr) og Jyllandsserie-holdet Aabenraa Boldklub (5-3-sejr efter straffesparkskonkurrence) ud af pokalturneringen.

Sønderborg Fremad ved endnu ikke, hvem holdet skal møde i den syvende og sidste kvalifikationsrunde.

Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk.

9 kommentarer

Læs alle kommentarer
annonce
annonce
annonce
annonce
0