Efter syv års lykkeligt ægteskab, er forholdet mellem cheftræner Sergio Conceicao og FC Porto splittet til atomer.
Drama i kulissen har gjort, at den 49-årige portugiser, som har ført klubben til tre ligatitler, fire pokaltriumfer, tre portugisiske supercup og én ligacup, nu stopper.
Også selv om kontrakten egentlig løber til 2028, hvilket den blev forlænget til for bare lidt mere end en måned siden i slutningen af april.
Rygtet nåede allerede offentligheden, efter Porto i sidste uge vandt pokalturneringen for fjerde gang i træk, men nu bekræfter Conceicao selv i et notat, som er delt med portugisike medier.
Her fortæller Sergio Conceicao om, at han den sidste tid har oplevet brud på tilliden fra et af medlemmer i sin stab, hvilket har efterladt ham udmattet og desillusioneret.
Ifølge mediet Abola skulle der være tale om assistenttræneren Vitor Bruno, som angiveligt har en agenda om at overtage posten efter Conceicao.
Artiklen fortsætter efter billedet

I sit notat skriver den nu forhenværende Porto-manager, at han på et senere tidspunkt ønsker at fortælle sandheden om en række punkter.
Herunder en klausul, han underskrev i forbindelse med kontraktforlængelsen, som gør, at han kan forlade klubben uden at kræve kompensation.
Noget han også skriver i notatet, at han agter at gøre.
Abola har dog siden kunnet berette, at Sergio Conceicao ønsker hele 14 millioner euro svarende til lidt mere end 100 millioner danske kroner, hvis Porto vælger at forfremme en assistent til cheftræner.
Til sidst i notatet takker Conceicao for tiden i Porto, men det allerede skrevne beretter om, at der bliver smækket godt og grundigt med døren til nogle af de nu forhenværende kolleger i den portugsiske storklub.
FC Porto har endnu ikke udsendt en officiel meddelelse, hvori de bekræfter cheftrænerens afgang.


FC Porto
Primeira Liga































