

Lørdag eftermiddag var der debut i Æresdivisionen for Brian Priske i Feyenoord-jobbet.
Det skulle ske hjemme på De Kuip, hvor modstanderen var Willlem II.
Willem II er atter at finde i Æresdivisionen, efter at de rykkede op før sommeren.
Det var Feyenoord, der ikke helt overraskende fik den bedste start på opgøret, da 19-årige Antoni Milambo efter 12 minutter kunne bringe Priskes mandskab i front.
Santiago Gimenez forsøgte med et kikset saksesparksforsøg, men fejlede fuldstændigt - bolden dumpede dog ned for Milambo, der med en flot halvflugter sparkede bolden i det lange hjørne.
Feyenoords 1-0-føring holdt langt henad vejen - og skønt de havde chancer til mere, så var Willem II ikke dømt ude.
For da kampen nærmede sig sin afslutning, kunne Raffaelk Bahounek sparke en lang bold op i Feyenoord-feltet.
Her gik målmanden Timon Wellenreuther helt galt til bolden, så han tordnede ind i Kyan Vaesen, der headede bolden i et tomt mål.
Et hårdt, hårdt sammenstød, som resulterede i et mål til udeholdet.
Der var lagt hele syv minutter til opgøret, men her kunne Feyenoord ikke finde det fornødne sejrsmål, og Brian Priske og co. må tage til takke med et enkelt point mod oprykkerne fra Willem II.

Feyenoord
Willem II
Æresdivisionen


































