December byder traditionen tro på julekalender her på Bold, og igen i år taler vi med en lang række fodboldpersonligheder om deres oplevelser på og uden for banen.
Temaet i år er bedst og værst, og bag låge nummer 20 finder vi Brian Priske.
Med klubber som AaB, Genk, Club Brügge, Vejle og over 20 landskampe på spiller-cv'et husker du ham måske som en habil forsvarsspiller.
Fra 2010'erne og frem begyndte Priske dog at forme sin trænerkarriere. En rejse, der har taget ham forbi FC Midtjylland, FC København, Royal Antwerp, Sparta Prag og nu den hollandske storklub Feyenoord.
Men i privaten varetager han sin nok allervigtigste opgave.
Som far til August Priske, der selv er gået fodboldvejen, ved den danske træner alt om, hvad det vil sige at leve et liv, hvor bolden altid er i centrum. Det være sig på banen eller rundt om bordet, når aftensmaden skal ned.
Artiklen fortsætter efter billedet

Mange menige familier kan nok genkende billedet af en fodboldgal far, der følger sin søn eller datter til kamp og ikke helt kan lade være med at blande sig i trænerens beslutninger. Det kan Brian Priske, men han har også prøvet at være den, der modtager "de gode råd", og på den måde lærer man også, hvad man bør og ikke bør gøre som far til en professionel fodboldspiller.
Så hvad er egentlig det bedste og værste ved at være far til en sådan?
20-årige August Priske skiftede i sommer fra FC Midtjylland til Djurgården i Allsvenskan efter et par omganges udlån til Jong PSV og Eindhoven i Holland. Af samme årsag er det også lang tid siden, at de faktisk har boet sammen.
Hvad er det bedste?
- Når du er far, så ønsker du, at dine børn har det godt. Du ønsker, at de laver noget, som de drømmer om eller har en passion for. Det er jeg glad for, August gør. Men jeg er også glad for at se, at han er succesfuld, har god energi og har et godt selvværd. At han er glad for sit liv. Det er det, der gør mig allermest glad. At han er et godt sted, hvor han føler, han har det liv, han gerne vil have.
- Så tror jeg ikke, man kan forvente meget mere som forælder. Han har stået på egne ben i en tidlig alder i Holland. Først havde han et år hos en værtsfamilie, og så boede han tre år alene i lejlighed, og nu er han selv flyttet til Sverige. Det er jeg stolt af, siger Brian Priske til Bold.
Du blander dig ikke i trænerens arbejde?
- Ha ha. Heldigvis har jeg lidt erfaring fra min egen tid, så jeg prøver virkelig ikke at blande mig i trænerens arbejde. Jeg kender det jo og snakker selv med mine egne spillere, hvor jeg også må fortælle dem, at de skal lytte til mig og ikke til deres agent, siger han med et smil.
- Jeg prøver at hjælpe ham på nogle andre områder, hvis han har brug for det. Men først og fremmest skal det være ham, der kommer til mig og ikke omvendt. Vi snakker sammen flere gange om ugen omkring fodbold, og det er jo, hvis han har nogle udfordringer med et eller andet.

Foto: Eindhoven
- Så prøver jeg at give ham nogle redskaber til, hvordan han kan løse det. Så kan han godt synes, at jeg er lidt for hård, når jeg beder ham om at passe sit job, for så er det også lettere for træneren at passe sit. På den måde prøver jeg at blande mig så lidt som overhovedet muligt i trænerens arbejde, men mere i hvad han kan gøre for, at træneren kigger hans vej.
Hvad er det værste?
- Fodbold er fantastisk, men jeg kan jo også på egen krop mærke, hvor hårdt det kan være. Det kan være voldsomt emotionelt, og bagsiden kan jo nogle gange være, at det fylder så meget, at vi føler, det er hele vores liv. Så når det går mindre godt, så er det din hverdag, der er påvirket af det. Dit selvværd bliver mindre. Du får en dårlig dag, fordi du har haft en dårlig træning.
- Så kan livet føles hårdt, fordi det fylder så meget. Det er vores arbejde, men også vores hobby i et. Når andre folk går på arbejde 37 timer om ugen, så har de 10 timers fodbold, håndbold eller badminton efterfølgende, som så er deres fritidsinteresse, men her er det hele kombineret i et.
- Der er mange meninger om, hvordan vi gør det, og som fylder meget uden for arbejdet, fordi du pludselig skal læse om, hvor håbløs du er, eller hvor god du er. Det er nok bagsiden ved det. At jeg ved, hvad han tumler med, og hvor hårdt det kan være, når alt ikke kører på skinner.
- Og nå ja… Så er jeg selvfølgelig træt af, at han er 20 år gammel, og at han allerede har lavet flere mål i sin karriere, end jeg lavede i min. Den må jeg lige tage med ham, når der er juleferie, griner Priske.
August Priske nåede blot en enkelt optræden for FC Midtjyllands førstehold. I Djurgården har angriberen bidt sig mere fast med 14 kampe indtil videre.

Feyenoord
Djurgården
Æresdivisionen



























