Andreas Pyndt fortsætter i FC Fredericia.
Lørdag formiddag oplyser Betinia Liga-klubben på sin hjemmeside, at man er blevet enig med svenske IK Sirius om at forlænge lejeaftalen, så den gælder i hele den kommende sæson.
- Andreas kom ind sidste sommer og har på kort tid vist, at han både menneskeligt og sportsligt passer rigtig godt ind hos os, udtaler FC Fredericias direktør, Stig Pedersen, og fortsætter:
- Han har nogle klare kvaliteter på bolden, arbejder seriøst i hverdagen og har bidraget positivt til gruppen. Derfor er vi glade for, at vi har kunnet finde en løsning med IK Sirius, så Andreas også er med i den kommende sæson,
Hovedpersonen er også glad for at tage endnu en tørn i den røde trøje.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg har været rigtig glad for at være i FC Fredericia, så jeg er selvfølgelig glad for, at aftalen er forlænget. Jeg har følt mig godt taget imod fra første dag. Både i truppen, i klubben og af fansene.
- Det betyder meget at mærke den opbakning, der er omkring holdet, og jeg glæder mig til at give alt for klubben og være med til at jagte oprykningen sammen med fansene i den kommende sæson, siger midtbanespilleren.
I den seneste sæson nåede Pyndt at spille 29 kampe og levere fire assists i FC Fredericia-trøjen.
Han har kontrakt med IK Sirius frem til udgangen af 2028.

FC Fredericia
Betinia Liga

































