Mileta Rajovic blev Brøndbys helt.
Med et hovedstødsmål før pausen sikrede han Brøndbys plads i pokalkvartfinalen, hvor AGF eller Skive nu venter.
Men han trak også negative overskrifter kort efter pausen, da han sparkede ud efter Mads Bech i FC Midtjyllands straffesparksfelt.
En situation, som kampen dommer Jacob Kehlet ikke så, men til gengæld havde fjerdedommeren set, hvad der var foregået. Og så fik Rajovic direkte rødt.
- Der sker lidt tumult i boksen. Mads Bech holder godt fast i mig. Han låser mine ben. Det er aldrig min intention at sparke ud efter nogen, men dommeren vælger at give mig det røde kort, forklarer Mileta Rajovic, der ikke vil uddybe nærmere, hvorfor han var så uforståelig over udvisningen.
Når man så den på tv, var der slet ingen tvivl om, at udvisningen var korrekt.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det er selvfølgelig aldrig fedt at få et rødt kort, fordi det sætter holdet i en svær position.
- Jeg kan bare sige, jeg er glad for, at vi nu er gået videre i pokalturneringen, pointerer Mileta Rajovic, der nu kan se frem til to kampe i skammekrogen.
Det bliver de to pokalkvartfinaler i december, hvor Rajovic må se på fra tribunen.
Til gengæld kan han være med igen søndag mod FC Midtjylland, der på kort tid er blevet en slags favoritmodstander for angriberen.
For på under en måned har han nu scoret tre mål på hovedstød mod de danske mestre.
- Clement (Bischoff, red.) lægger nogle gode bolde, så forhåbentligt kan jeg fortsætte med at score, når vi møder FC Midtjylland på søndag, siger Mileta Rajovic med et skævt smil.
Han er på en speciel aftale i Brøndby, hvor han er lejet til næste sommer. Watford har dog den mulighed, at de kan hente angriberen hjem til nytår, hvis de mener, de har brug for ham.
- Jeg elsker Brøndby og kan ikke se, hvorfor jeg ikke skal blive i Brøndby resten af sæsonen. Men der er nogle andre ting, der også spiller ind. Jeg er lidt i kontrakt med min træner og assistent i Watford, lyder det lidt kryptisk fra Mileta Rajovic.


FC Midtjylland
Brøndby IF
Betano Pokalen




























