
Silkeborg IF og i særdeleshed Superliga-topscorer Alexander Lind har været flyvende på det seneste.
På Cepheus Park jagtede SIF den sjette sejr på stribe, og Lind skulle forsøge at score for ottende kamp i streg, men Randers skulle vise sig at blive en svær nød at knække.
Silkeborgs Søren Tengstedt fik ellers en kæmpe chance i det ottende minut, hvor Patrik Carlgren dog var i vejen.
Herefter overtog Randers.
Først var Simen Nordli tæt på efter et hjørnespark, inden Tobias Salquist var tæt på at score selvmål, men i begge situationer reddede Nicolai Larsen i Silkeborg-målet.
Før pausen fik FCN-lejesvenden Lasso Coulibaly to store chancer for at bringe Randers i front, men skarpheden manglede for kronjyderne igen.
Artiklen fortsætter efter billedet

Kort inde i anden halvleg ramte Simen Nordli stolpen, inden Coulibaly scorede på returen. Målet fik dog ikke lov at stå, for Stephen Odey var offside og blev vurderet til at påvirke spillet.
Silkeborg havde store problemer med at skabe chancer, og 11 minutter før tid blev Kent Nielsens mandskab straffet.
Björn Kopplin smækkede et fremragende indlæg ind i panden på indskiftede Ernest Agyiri, som stangede Randers på 1-0 - ganske fortjent målt på spil og chancer.
Kampen var tæt på at blive endegyldigt afgjort tre minutter før tid, hvor Alhaji Kamara udplacerede Nicolai Larsen, men den indskiftede Randers-angriber var offside.
Lind fik muligheden med kort tid igen, hvor Carlgren lavede en stor redning på den varme angriber.
Randers holdt hjem og hopper forbi Viborg FF til en foreløbig ottendeplads i 3F Superligaen.
Samtidig missede Silkeborg chancen for at tage førstepladsen fra FC København og forbliver på 19 point.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Silkeborg IF
Randers FC
3F Superliga
























