


Da Rayo Vallecano søndag mødte Albacete i den spanske Segunda Division, blev kampen afbrudt, efter Rayo-fans havde chikaneret gæsternes Roman Zozulya.
Zozulya blev for nogle år siden presset ud af Rayo af klubbens fans, som mener, at han har tilknytning til den ukrainske højrefløj.
Under søndagens kamp råbte tilhængerne nazi-hilsner mod ukraineren, og derfor blev kampen til sidst blæst af.
Rayo har på vegne af spillere og trænere i klubben nu taget afstand fra episoden.
I en meddelelse på klubbens hjemmeside skriver klubben blandt andet, at man generelt takker for tilhængernes loyale støtte, men at intolerance ikke bør finde sted.
Klubben går ind for solidaritet og er imod alle former for diskrimination uanset race, religion eller ideologi, og klubben tager derfor afstand fra alt, der modsætter sig disse værdier, skriver Rayo.
Til sidst opfordrer klubben til at få fjernet alle former for vold, racisme og xenofobi på fodboldstadions.


Rayo Vallecano
Albacete
Segunda Division
































