Bundesliga-klubben RB Leipzig har ansat den tidligere FC København-spiller Per Nilsson som assisterende sportsdirektør i klubben, hvor han fra maj skal samarbejde med sportsdirektør Ralf Rangnick. Det oplyser klubben på sit Twitter-profil.
De to kender hinanden fra tidligere. Ralf Rangnick var således træner for Per Nilsson, da svenskeren var i Hoffenheim.
- Ralf Rangnick og jeg har i min tid som fodboldspiller hele tiden holdt kontakten, og jeg kan ikke forestille mig en bedre start på min nye tilværelse. Det bliver dejligt snart at være en del af klubben, siger Per Nilsson ifølge klubbens Twitter-profil.
Den 34-årige svensker indstillede i december sin aktive karriere efter en årrække i FC København. Dengang meddelte han, at han stadig har store ambitioner inden for fodboldverdenen, og de skal altså nu føres ud i livet i Leipzig.


RB Leipzig
Bundesliga





























