


Dortmund var favoritter, da de mødte mexicanske Monterrey ved klub-VM.
Den tidligere FC Nordsjælland-spiller Daniel Svensson startede inde for tyskerne, men det var ikke ham, der stjal opmærksomheden i kampens begyndelse.
Det gjorde i stedet Serhou Guirassy og Karim Adeyemi. Førstnævnte scorede to gange, mens sidstnævnte lagde op til begge mål.
Ved første mål kombinerede de to hovedpersoner flot sammen, hvorefter Guirassy var sikkerheden selv foran målet.
Ved det andet mål blev Adeyemi sendt i dybden. Herefter lagde han bolden til rette, og så kunne Guirassy score sit andet mål.
Monterrey var ikke uden chancer, og de fik også reduceret kort inde i anden halvleg. Scoringen stod German Berterame for, da han headede bolden, der lidt halvtilfældigt landede foran ham, i mål.
Til allersidst var veteranen Sergio Ramos tæt på at få udlignet, men hans hovedstød gik lige forbi mål, og kort efter kunne Dortmund derfor række armene i vejret.
De er nu klar til kvartfinalen, hvor Real Madrid venter.


Monterrey
Dortmund
VM for klubhold


































