Brøndby kunne torsdag præsentere nyt forud for deres planlagte emission.
Jan Bech Andersen og TBC Holding ApS har således begge givet tilsagn om at konvertere deres tilgodehavender til nye aktier i Brøndby, som fjerner en stor del af klubbens gæld.
Samtidig har klubben opjusteret sine sportslige målsætninger, således at man allerede fra indeværende sæson og frem til 2023/24 skal slutte i top tre og sikre europæisk fodbold.
De seneste par uger har der desuden været rygter om, at Brøndby forhandlede med en mulig investor udefra, og i dét lys kommer torsdagens udmeldinger ikke bag på Morten Johnsen, der er redaktør på det danske erhvervsmedie InsideBusiness.
- Hvis jeg skal være helt ærlig, ser jeg det som et forsøg på at få det hele til at se så pænt ud, hvis man gerne skulle sælge noget af klubben, siger Morten Johnsen til bold.dk.
- Det, vi hører fra de forhandlinger, der har været igennem længere tid, er, at man har forhandlet lidt med en pistol for panden, da man har haft en masse ubekendte faktorer i forhold til økonomien.
- Som jeg forstår på mine kilder, har man fra Brøndbys side af sagt, at nu vil man have lagt låg på, få lagt en god plan og have sikkerhed under fødderne, så man derefter kan forhandle med eventuelle investorer.
- Jeg ser det som et naturligt led og en taktisk manøvre i, at klubben vil stå bedst muligt i forhandlinger med eventuelle investorer.
Offensiv udmelding er nødvendig
Brøndby har også justeret den sportslige målsætning til top tre og europæisk fodbold allerede fra denne sæson, ligesom de forventer at øge de kommercielle indtægter.
Morten Johnsen anser det som en offensiv, men nødvendig udmelding fra Brøndby i forhold til at få en eventuel investor ind udefra.
- De fleste vil nok betegne det som nogle relativt offensive udmeldinger, fordi det historisk set har vist sig at være farligt at melde ud om sportslige forventninger, siger Morten Johnsen til bold.dk.
- Så det virker som om, man godt ved, at der er interesse fra investorer udefra, og der vil man gerne vise, at man er en topklub, som har en målsætning om at drive det til mere end top seks.
- Det er selvfølgelig både, fordi man gerne vil mere på sigt, men det er jo også et signal til de investorer, der måtte vise interesse. For hvorfor skulle man investere i en klub, der lå nummer seks eller otte i Danmark?
- Når man skal sælge sit hus, sørger man også for at stille nogle fine blomster frem. Man står bare bedre, hvis man har en fast plan at arbejde hen imod.
Aldrig et sundhedstegn
Hvor usædvanligt er det, at man konverterer gæld til aktier?
- Det sker ret ofte i erhvervslivet, og det sker typisk, hvis en ejer eller kapitalfond mener, at den virksomhed, de har lånt penge, ikke kan betale pengene igen, plus at virksomheden kan få problemer med at betale afdrag eller renter.
- Så laver man en konvertering, hvor man stryger sin gæld og tager aktier i stedet for. Det er en erkendelse af, at man ikke får pengene igen lige foreløbig.
Og det kan vel ikke betegnes som et sundhedstegn?
- Det er aldrig et sundhedstegn, at man må gøre sådan. Men omvendt kan man sige, at det trods alt er sundt, at man har en ejer, som igen viser, at han bakker op om klubben og vil den det bedste.
Risikerer man, at aktierne bliver mindre værd?
- Aktierne behøver ikke nødvendigvis at blive mindre værd. Man skal se det som et lån, der bliver byttet om til aktier for at frigøre selskabet både fra gæld, men også fra forpligtelserne ved at betale afdrag.
- I praksis sparer man nogle omkostninger hver måned, og det hjælper med noget likviditet. Det er dog ikke så meget, fordi Jan Bech Andersen nok ikke har krævet vanvittigt høje renter, men det hjælper dem trods alt med, at de ikke skal afdrage pengene, og det er jo en stor hjælp.
Det kan vel betyde, at Jan Bech Andersens aktieandel stiger?
- Det betyder sandsynligvis, at de, der bytter gælden til aktier, får flere aktier, end de har i forvejen. Det har ikke en reel effekt i dette tilfælde, fordi Jan Bech i forvejen ejer så stor en aktiepost, så han er jo de facto den, der bestemmer.
- Så det er sådan set en teknikalitet, for om han sidder med 55 eller 65 procent har jo ikke den helt store betydning.
Jan Bechs andel er ikke så afgørende
Men kan størrelsen på Jan Bech Andersens andel ikke have en betydning for forhandlinger med en eventuel investor?
- Det, vi har hørt, er, at Jan Bech har haft en interesse i at få nogen ind, som kunne dele det med ham. Det betyder så også, at han skal sælge ud af nogen af sine aktier.
- Nu er Brøndby jo så i den situation, hvor deres aktie ikke er så frygteligt mange penge værd, så om han har 45, 55 eller 65 procent, er ikke det, der afgør, om en investor vil købe sig ind.
- Man kan mene, hvad man vil om Jan Bech Andersen, men han vil jo det bedste for Brøndby, og han har nu erkendt, at det bedste nu vil være at få nogle andre ind, som kan drive klubben sammen med ham et stykke tid.
Hvad er næste skridt herfra, tror du?
- De er kommet med en masse målsætninger og kommer til at tabe penge i indeværende regnskabsår. Det tab er jo baseret på, at man skal opnå nogle sportslige og økonomiske resultater.
- Nu bliver der i emissionen konverteret noget gæld, men man skal jo helst også have flere penge i kassen, hvis der skal komme reel likviditet. Hvor mange penge kommer der dér?
- De skriver jo selv, det kan få op til 156 millioner kroner, og hvis alt det bliver tegnet, har de måske penge til et år eller halvandet. Hvis ikke man får det, risikerer man jo at skulle låne penge af Jan Bech igen, siger Morten Johnsen til bold.dk.
Jan Bech Andersen forlængede onsdag sin støtteerklæring i Brøndby frem til september 2021.



Brøndby IF
3F Superliga



































