













Kampen blev indledt i et hæsblæsende tempo og i kampens åbningsminutter havde der allerede været to appeller for straffespark - én i hver ende.
Efter syv minutter diskede tyskernes keeper Julian Pollersbeck op med en klasseredning på Demarai Gray. Her burde Leicester-spilleren havde bragt England på 1-0.
I det 35. minut bragte en ellers udskældt Davie Selke tyskerne i front, da højreback Jeremy Toljan sled sig igennem og sendte et indlæg ind i hovedet på den kommende Hertha-angriber. Arsenal-forsvareren Calum Chambers vil ikke blive glad for at se scoringen på langsom gengivelse.
Chambers gjorde dog skaden god igen få minutter senere, da bolden efter to forsøg fra ham endte for fødderne af Demarai Gray, der resolut helflugtede udligningen i nettet.
1-1 var resultatet ved pausen, men fem minutter inde i anden halvleg slog englændernes stjerneangriber Tammy Abraham til med sin første scoring ved slutrunden. Will Hughes, der netop er skiftet til Watford, dansede sig igennem i højresiden og sendte et hårdt, fladt indlæg ind i støvlen på Tammy Abraham, som ubesværet kunne bringe englænderne på 2-1.
Efter 63 minutters spil måtte Davie Selke forlade banen skadet og ind kom istedet U21-debutanten Felix Platte. Syv minutter senere steg han til vejrs foran to englændere og headede udligningen ind bag Jordan Pickford efter et hjørnespark.
Efterfølgende havde tyskerne flere gode forsøg fra Serge Gnabry og et underkendt mål fra selvsamme Felix Platte, men flere scoringer fik vi ikke i den ordinære spilletid.
I den forlængede spilletid var Tyskland ligeledes i teten, men som der allerede var talt om inden opgøret, skulle den første finalist findes fra ellevemeterpletten.
Her fulgtes de to nationer ad indtil Nathan Redmond ved stillingen 4-3 til Tyskland brændte på Julian Pollersbeck, og sendte englænderne ud i mørket.
Tyskland er dermed klar til finalen ved dette års U21-slutrunde, hvor de skal op imod vinderen af opgøret mellem Italien og Spanien.


EM U21
Tyskland U21
England U21































