Skal Danmark boykotte VM-slutrunden i USA, hvis Brian Riemers mandskab kvalificerer sig via de to forestående kampe i marts mod Nordmakedonien og Irland/Tjekkiet?
Det er en beslutning, som er blevet debatteret på det seneste møde i DBU’s bestyrelse. Her har man imidlertid valgt at sparke beslutningen til politikerne på Christiansborg.
Fortsætter krisen mellem Danmark og USA i forhold til Grønland, bliver det suverænt Regeringen, der kommer til at afgøre, om Danmark skal boykotte sommerens VM-slutrunde, hvis de altså kvalificerer sig blandt de 48 bedste nationer.
Den del skal afgøres over to kampe i marts, hvor Danmark først møder Nordmakedonien. Siden skal de – hvis de vinder – møde vinderen af Irland og Tjekkiet om den ene VM-billet.
Til trods for den manglende danske VM-deltagelse på nuværende tidspunkt har DBU’s bestyrelse allerede forholdt sig til problematikken.
For VM-deltagelse kan få betydning i forhold til den aktuelle konflikt med USA, hvor præsident Donald Trump længe har råbt og skreget på, han vil have Grønland.
Artiklen fortsætter efter billedet

Skulle det ske, at Trump invaderer Grønland, er det svært at se, at Danmark rejser til VM og spille fodbold i Guds Eget Land.

Regeringen sætter retningen
På det seneste bestyrelsesmøde i DBU var det internationale arbejde et tema.
Rundt om bordet på DBU Alle i Brøndby var der enighed om, at man fortsætter den politik, som blev stadfæstet efter VM i Qatar i 2022.
Det betyder mere præcist, at Regeringen varetager Danmarks udenrigspolitik.
Sagt med andre ord bliver det hverken formand Jesper Møller eller næstformand Thomas Christensen, der kommer til at træffe den endelige beslutning på fodboldlandsholdets vegne i forhold til mulig VM-deltagelse.
’DIF repræsenterer dansk idræt internationalt, og DBU bidrager med fodboldfaglig viden, erfaring og indflydelse inden for sit mandat. Vi skal altid fokusere på, hvad fodbolden har af konkret effekt og ansvar – ikke at føre udenrigspolitik fra DBU Allé’, som det hedder i referatet fra DBU-bestyrelsens seneste møde.
VM-boykot har de seneste uger været et tema blandt de europæiske fodboldnationer.

Europæiske protester
The Guardian skrev for nylig, at en række europæiske fodboldledere diskuterede en mulig boykot, da de deltog i det ungarske fodboldforbunds 100-års jubilæum.
I Holland er der samlet i tusindvis af underskrifter mod deltagelse i VM-slutrunden, mens en af de mange tyske vicepræsidenter, Oke Göttlich, direkte har sagt, at man skal overveje en boykot.
- Jeg spekulerer virkelig på, hvornår tiden vil være inde til at tænke og tale konkret om dette (boykot, red.).
- For mig er den tid bestemt kommet, siger han til Hamburger Morgenpost.
Oke Göttlich er også præsident for St. Pauli, der optræder i Bundesligaen.
DBU kommer således ikke til at fokusere på en mulig boykot. Den del er skudt videre i retning mod Regeringen.
’DBU vil have et primært europæisk fokus gennem arbejdet i UEFA og lægge vægt på governance, integritet og ansvarlighed i international fodbold samt på styrkelse af kvinde- og breddefodbold’, hedder det i referatet fra DBU.
Kulturminister Jakob-Engel Schmidt har for et par uger siden forholdt sig til en mulig boykot i et skriftligt svar til Ekstra Bladet, hvor han skrev:
'Regeringen har samtaler med mange lande om løsninger på de nuværende problematikker, men boykot af VM i fodbold til sommer er pt. ikke en af dem. Så synes jeg i øvrigt, vi skal huske på, at Danmark endnu ikke er kvalificeret til VM-slutrunden – hvilket jeg som kæmpe fodboldfan selvfølgelig håber, vi gør', skriver han.
Bold har været i kontakt med DBU, der ikke har yderligere kommentarer til situationen.

Antallet af hooligans på himmelflugt
Hattrick | Afsnit 68På lidt over en måned er 36 personer havnet i hooliganregisteret som følge af den nye hooligan-pakke. Aldrig nogensinde har antallet af registrerede ballademagere været så højt.
Læs mere
Danmark




































