
Chelsea har indledt dialog med Rennes om at købe den franske forsvarsspiller Jérémy Jacquet.
Men står det til cheftræneren i Ligue 1-klubben, Habib Beye, skal Jacquet ingen steder - og da slet ikke, hvis Rennes vil opnå sine målsætninger.
Det fastslår han ifølge lokalavisen Ouest-France.
- Når man får tilbud fra klubber af den kaliber, kan det skabe uro mange steder, men jeg er meget rolig omkring situationen, og klubben er det også.
- Jérémy er ekstremt vigtig for vores målsætninger, og hvis han skulle forlade os, ville vi være nødt til at skrue disse målsætninger ned, for han er en nøglespiller for os - en af de bedste i truppen.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Man skal kunne afvise den slags tilnærmelser. Derefter er der flere parametre i den sag, som jeg ikke har kontrol over. Vi må se, hvad der sker i de kommende dage, siger Beye.
I trænerens optik ville det kræve mange midler at finde en erstatning, hvis Jacquet ender med at smutte.
- Vi har ikke midlerne til at erstatte Jacquet på samme niveau, medmindre vi geninvesterer hele det beløb, han eventuelt ville indbringe, siger han og understreger.
- Den bedste måde at undgå det problem på er at beholde ham, afslutter Rennes-træneren.
Chelsea er angiveligt nået til enighed med den 20-årige stopper om de personlige betingelser, mens forhandlingerne med Rennes stadig pågår.

Rennes
Chelsea
Ligue 1




































